Retsgrundlag og afgrænsning
Højesteret har præciseret, at lejen i et beboelseslejemål beliggende i en mindre, blandet ejendom ikke kan fastsættes ved at sammenligne med lejemål i ejendomme, der udelukkende rummer beboelse. Det følger direkte af den dagældende boligreguleringslov § 29 c, 3. pkt., som er videreført i lejelovens § 32, 3. pkt.
Domstolen fastslog, at bestemmelsens ordlyd er klar, og at forarbejderne ikke giver grundlag for en indskrænkende fortolkning. Reglen er ikke begrænset til de ejendomme, der var omfattet af overgangsordningen om arealfordelte budgetudgifter. Dermed afskæres anvendelsen af rene beboelsesejendomme som sammenligningsgrundlag, når det regulerede lejemål er i en blandet ejendom.
Konsekvenser for bevisførelse og praksis
I den konkrete sag støttede udlejeren sit varslede lejeloft på fire sammenligningslejemål i en ren beboelsesejendom. Da disse efter lovens § 29 c, 3. pkt., ikke kan anvendes, havde udlejeren ikke løftet bevisbyrden for, at den aftalte leje var væsentligt lavere end det lejedes værdi. Resultatet blev derfor, at lejeforhøjelsen ikke kunne gennemføres, selv om underinstanserne tidligere havde givet udlejeren medhold.
Afgørelsen skærper kravet til valg af komparatorer: Ved leje i blandede ejendomme må udlejere dokumentere sammenlignelige lejemål i tilsvarende blandede ejendomme. Omkostningsbestemte lejeniveauer eller rene beboelsesejendomme er utilstrækkelige som bevis i denne kontekst. Afgørelsen giver samtidig klarhed om sammenskrivningen i lejeloven § 32, 3. pkt., og bekræfter tidligere praksis om asymmetrisk sammenligning.
Læs Højesterets dom på domstol.dk: BS-52915/2023-HJR. Se underinstansernes kendelser i Domsdatabasen: landsretten og byretten.
