Tidsbegrænsede ansættelser og krav om objektiv begrundelse
Tidsbegrænsede ansættelser er udbredte, bl.a. ved orlov, projekter og i kultur- og undervisningssektoren. Hvis kontrakten ikke angiver en slutdato, anses ansættelsen som tidsubegrænset. Angives et udløbstidspunkt, ophører ansættelsen uden opsigelse.
Lov om tidsbegrænset ansættelse kræver, at hver forlængelse er sagligt begrundet i objektive forhold. Eksempler er uforudsete forhold som ny orlov, sygdom eller forlænget projektbehov. Reglen skal modvirke misbrug af gentagne forlængelser, og vurderingen er konkret for hvert led i kæden.
Særlig to-gange-regel i staten for undervisning og forskning
Retspraksis fastslår en skærpet ramme i staten: I en Højesteretsdom blev en universitetsarbejdsgiver dømt for ulovlige forlængelser ud over to gange, hvilket udløste godtgørelse til de berørte medarbejdere.
To-gange-reglen knytter sig til undervisnings- og forskningsvirksomhed ved staten, hvor finansieringen overvejende er offentlig. Uden for dette område gælder ingen fast numerisk grænse; her beror lovligheden på, om den enkelte forlængelse er objektivt begrundet.
Interesseret i forvaltningsret? Deltag i Forvaltningskonferencen 2026
Læs mere her →Konsekvenser ved ulovlig forlængelse og retsmidler
Mangler der objektiv begrundelse, kan medarbejderen anse sig for ansat uden tidsbegrænsning og kræve sædvanligt opsigelsesvarsel med løn ud over den aftalte slutdato. Dette sikrer medarbejderen det værn, der følger af en almindelig opsigelsessituation.
Derudover kan der tilkendes godtgørelse efter lov om tidsbegrænset ansættelse. Arbejdsgivere bør derfor dokumentere baggrunden for hver forlængelse og sikre klar kontraktpraksis, så formålet med tidsbegrænsningen og den konkrete saglige begrundelse fremgår tydeligt.
