Landsretten afviser passivitet ved bortvisning
Landsretten fandt, at en arbejdsgiver ikke havde fortabt retten til at bortvise en medarbejder, selv om der gik uger fra den første mistanke, til bortvisningen blev gennemført. Retten lagde vægt på, at medarbejderen ikke var orienteret om mistanken forud for mødet, hvor bortvisningen blev meddelt, samt at arbejdsgiveren i mellemtiden afklarede sagens faktiske omstændigheder.
Udgangspunktet om hurtig reaktion ved væsentlig misligholdelse blev således fleksibiliseret i lyset af hensynet til en forsvarlig undersøgelse. Når den ansatte ikke kender til mistanken, er hensynet til dennes mulighed for at indrette sig svagere, og en kortere undersøgelsesperiode kan derfor accepteres.
Forberedende handlinger eller illoyal konkurrence?
Medarbejderen havde stiftet et konkurrerende vagtselskab, opnået autorisation og udført konkrete opgaver. Derudover havde han tilkendegivet, at hans selskab kunne overtage en kunde, hvis arbejdsgiveren mistede kontrakten, og han opfordrede kolleger til at arbejde for sig.
Disse forhold gik ud over rene forberedelser og udgjorde illoyal konkurrence under ansættelsen. Landsretten vurderede, at der forelå væsentlig misligholdelse, som berettigede arbejdsgiveren til ophævelse uden varsel. Samlet set var bortvisningen således sagligt og retligt begrundet.
Praktiske implikationer for arbejdsgivere
Dommen bekræfter, at reaktionspligten ikke afskærer arbejdsgiveren fra at foretage nødvendige og målrettede undersøgelser, før der træffes beslutning om sanktion. Diskret faktaundersøgelse, indsamling af dokumentation og et afklarende møde kan være afgørende for at sikre et tilstrækkeligt oplyst grundlag.
Når mistanken ikke kommunikeres forud, vejer passivitetsbetragtninger lettere. Arbejdsgivere bør dog handle uden unødig forsinkelse, når grundlaget er tilstrækkeligt belyst, og sikre klar begrundelse ved bortvisning. Hver sag beror på en konkret vurdering af misligholdelsens karakter, bevisbilledet og proportionalitet mellem handling og sanktion.
