Godtgørelse uden fleksløntilskud
Østre Landsret har fastslået, at godtgørelse til en fleksjobansat, der afskediges i strid med forskelsbehandlingsloven, skal udmåles med udgangspunkt i arbejdsgiverens reelle lønudgift. Kommunens fleksløntilskud, som udbetales direkte til medarbejderen uden om lønsystemet, indgår ikke i beregningsgrundlaget.
Sagen vedrørte en butiksassistent i fleksjob med 2,5 timers ugentlig arbejdstid. Efter knap to år blev hun opsagt som led i arbejdsgiverens omkostningstilpasning. Fagforeningen gjorde gældende, at opsigelsen var i strid med forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap, og at godtgørelsen skulle beregnes efter fuldtidsløn eller i det mindste inkludere fleksløntilskuddet. Arbejdsgiveren anførte, at alene den faktiske lønudgift skulle lægges til grund.
Både byretten og landsretten fandt, at arbejdsgiveren ikke havde løftet bevisbyrden for, at opsigelsen ikke var i strid med forskelsbehandlingsloven. Ved udmålingen fulgte retten fast praksis om at se bort fra offentlige ydelser. Samtidig vurderede Østre Landsret, at en kompensation baseret på løn for 2,5 timer ugentligt ikke ville opfylde EU-kravet om effektive, proportionale og afskrækkende sanktioner. Godtgørelsen blev derfor skønsmæssigt fastsat til 30.000 kr.
Betydning for praksis
Dommen bekræfter hovedreglen om, at offentlige tilskud ikke medregnes ved udmåling af ansættelsesretlige godtgørelser. Den præciserer samtidig, at retten kan fravige de sædvanlige udmålingskriterier, når en rent lønbaseret beregning fører til et uforholdsmæssigt lavt resultat i strid med EU-rettens sanktionskrav.
For arbejdsgivere understreger afgørelsen behovet for en grundig risikovurdering ved opsigelse af fleksjobansatte, herunder dokumentation for saglighed og overholdelse af diskriminationsreglerne. For arbejdstagere og organisationer viser dommen, at en lav arbejdstid ikke nødvendigvis begrænser godtgørelsen, hvis dette ville underminere den afskrækkende virkning.
