Højesteret har afklaret, at fastholdelsesbonusser i en konkurs ikke automatisk har status som massekrav. Selv om konkursboet indtræder i ansættelsesforholdet og den tilknyttede bonusaftale, skal kravet kun have masseprioritet, hvis bonussen reelt er vederlag for en løbende arbejdsydelse udført for boet efter konkursdekretet. Afgørelsen skelner dermed klart mellem vederlag for arbejde og en ren præmie for at forblive i stillingen.
Højesterets begrundelse
Sagen vedrørte tre nøglemedarbejdere, der havde aftalt fastholdelsesbonus svarende til op til tre måneders løn, betinget af at de blev i stillingen til udgangen af januar. Boet indtrådte i ansættelsesforholdene kort efter dekretet, og medarbejderne blev i stillingerne til efter cut-off. Spørgsmålet var, om bonuskravene skulle dækkes som massekrav.
Højesteret fastslog, at boets indtræden også omfatter bonusaftalen, men at dette ikke i sig selv giver masseprioritet. Retten lagde vægt på bonusordningens karakter og formål, og at den ikke udgjorde betaling for en særskilt arbejdsindsats for boet, men en præmie for at blive i stillingen i en kritisk periode. Retten fremhævede følgende momenter:
- Betingelsen var alene fortsat ansættelse og almindelig opgavevaretagelse til et bestemt tidspunkt.
- Bonussen var ikke tillagt feriepenge, pension eller andre lønrelaterede elementer.
- Bonussen honorerede ikke en særlig ekstraordinær indsats.
- Ordningen var led i at sikre virksomheden i en usædvanlig kritisk periode.
Betydning for funktionærer og § 17 a
For funktionærer bekræfter dommen samspillet med funktionærloven § 17 a: Udgangspunktet er ret til forholdsmæssig bonus ved fratrædelse midt i en bonusperiode, medmindre ordningen er strengt udformet som en ren fastholdelsespræmie og hviler på en helt særegen, tungtvejende arbejdsgiverinteresse. Den ledende praksis fra Energinet-sagen (U.2012.1315H) fastholdes.
Højesterets praksis indsnævrer således rummet for at undtage fastholdelsesbonusser fra § 17 a. Et aftalenavn eller en henvisning til fastholdelse er ikke tilstrækkeligt; det afgørende er ordningens indhold, formål og tilknytning til arbejdsydelsen.
Praktiske konsekvenser
I insolvenssituationen får klassifikationen direkte betydning for prioriteten: Krav på fastholdelsesbonus har typisk ikke masseprioritet, hvis de ikke afspejler vederlag for arbejde udført for boet. Løn for post-dekret-arbejde forbliver massekrav, mens rene fastholdelsespræmier som udgangspunkt henføres til almindelige fordringer.
Ved udformning af bonusaftaler bør arbejdsgivere dokumentere den særlige forretningsmæssige interesse, afgrænse ordningen som en ren præmie for at forblive til en fast dato og være opmærksomme på, at funktionærer som udgangspunkt har krav på forholdsmæssig udbetaling ved fratrædelse. En omhyggelig kontraktstruktur og rettidig juridisk vurdering mindsker risikoen for utilsigtede retsvirkninger i både drift og insolvens.
