Johan Gustav Dein
EU har vedtaget et direktiv om platformsarbejde, der fastlægger, hvornår en digital tjeneste udgør en arbejdsplatform, bl.a. ved brug af apps, on-demand levering af ydelser, organisering af lønnet arbejde og anvendelse af automatiserede systemer. Medlemsstaterne har to år til at gennemføre reglerne nationalt.
Kernen er en formodning om, at personer, der arbejder via en platform, er medarbejdere. Platformen kan afkræfte formodningen ved at dokumentere reel selvstændig virksomhed. Reglen forskyder bevisbyrden og kan få betydning for klassifikation, lønmodtagerrettigheder og arbejdsgiverforpligtelser.
Direktivet begrænser samtidig automatisk overvågning og algoritmisk ledelse. Indgribende dispositioner – som at begrænse adgangen til opgaver eller bringe samarbejdet til ophør – skal træffes af mennesker og ikke alene af et system. Virksomheder bør derfor gennemgå deres model, kontrakter og kontrolforanstaltninger med henblik på efterlevelse.