Højesteret har afgjort, at afgørelser fra huslejenævn ikke kan bruges som sammenligningslejemål ved fastsættelse af lejen i småhuse, når de pågældende lejemål ikke er reguleret efter lejelovens § 23. Dermed underkendes lejers fremlæggelse af 13 nævnsafgørelser i en boligretssag om det lejedes værdi, selv om lejen dér var nedsat efter lejelovens § 19, stk. 1.
Retlig ramme og bevisførelse
Efter lejelovens § 32 skal det lejedes værdi fastlægges ved sammenligning med tilsvarende lejeforhold, hvor lejen er reguleret efter § 23. Forarbejderne bekræfter denne afgrænsning. Lejemål, der alene er omkostningsreguleret efter § 19, kan kun indgå som sammenligningslejemål, hvis der efterfølgende er sket regulering efter § 23.
Da de fremlagte nævnsafgørelser ikke opfyldte kravet, kunne de ikke tillades fremlagt som bevis, jf. retsplejelovens § 341. Landsretten var nået til et andet resultat, men Højesterets kendelse skærper beviskravene i småhus-sager: Parter bør dokumentere sammenligningslejemål med § 23-regulering og relevant lejeforhistorik. Læs afgørelsen hos domstolene: BS-7731/2024.
