Højesteret har fastslået, at en medarbejder, som faldt og slog hovedet under flytning af sit skrivebord i hjemmet på en fridag, ikke var omfattet af arbejdsskadesikringsloven. Dommen tydeliggør, at ulykker forbundet med indretning af hjemmet som udgangspunkt hører til den private sfære og derfor ikke er arbejdsskader, medmindre handlingen har en nødvendig eller naturlig tilknytning til arbejdet.
Retsgrundlag og begrundelse
Efter arbejdsskadesikringsloven er en arbejdsskade en ulykke eller erhvervssygdom, der opstår som følge af arbejdet eller de forhold, arbejdet er udført under. I sagen havde medarbejderen aftalt omfattende hjemmearbejde, men flytningen af skrivebordet skete på en fridag og uden forudgående drøftelse med arbejdsgiveren. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen afviste anerkendelse, hvilket Østre Landsret stadfæstede.
Højesteret lagde vægt på, at arbejdsgiveren hverken havde bedt medarbejderen om at flytte bordet eller haft indflydelse på placeringen i hjemmet. Det var ikke godtgjort, at flytningen var nødvendig for at opfylde arbejdsmiljømæssige krav til hjemmearbejdspladsen. Den generelle hovedsætning blev bekræftet: Indretning af hjemmet er normalt ikke arbejde, medmindre den konkrete handling har en nødvendig eller naturlig forbindelse til arbedet. Bevisbyrden herfor påhviler den tilskadekomne.
Konsekvenser og anbefalinger
Dommen afgrænser arbejdsgivers risici ved hjemmearbejde og understreger, at forsikringsdækning forudsætter en klar kobling til arbejdets udførelse. Hvis arbejdsgiver konkret instruerer om ændringer i hjemmearbejdspladsen eller kræver bestemte indretninger, kan vurderingen være en anden. Tydelig kommunikation og dokumentation af instruktioner er derfor central.
Arbejdsgivere bør fastlægge politikker for hjemmearbejde, herunder retningslinjer for ergonomi, udstyr og ansvar for ændringer i hjemmet. Medarbejdere bør koordinere væsentlige ændringer med arbejdsgiver, særligt hvis de begrundes i arbejdsmiljøforhold. I skadessager vil myndighederne fortsat fokusere på, om handlingen lå inden for arbejdets rammer, tidspunktet for hændelsen samt arbejdsgiverens instruktion og kontrol. Dommen tilbyder dermed et klart pejlemærke for grænsedragningen mellem privat indretning og arbejdsrelateret aktivitet ved hjemmearbejde.
