Principielle fortolkningsspørgsmål om ferie hører til domstolene
En faglig voldgift om en chaufførs bortvisning rejste efter sagsanlæg et nyt, principielt spørgsmål: Hvordan skal ferie håndteres økonomisk, hvis en bortvisning senere viser sig uretmæssig? Opmanden tilkendegav, at spørgsmålet angik fortolkning af ferieloven af videregående betydning, som ikke var afklaret i praksis. Derfor hører det under de almindelige domstole og ikke under den faglige voldgift.
Parterne havde ellers aftalt faglig voldgift, men uenigheden om feriereglerne opstod først efter aftalens indgåelse. Opmanden fandt, at voldgiftsaftalen ikke omfattede dette principielle lovspørgsmål. Voldgift kan inddrage lovgivning som led i afgørelsen, men ikke afgøre uafklarede, principielle fortolkningsspørgsmål.
Parternes positioner og mulige økonomiske følger
DI gjorde gældende, at en bortvisning i ferielovens forstand kan sidestilles med fritstilling, således at optjente feriedage i videst muligt omfang anses for afholdt i opsigelsesperioden. Det ville efter DI’s opfattelse reducere arbejdsgiverens lønudgift med cirka tre ugers løn.
3F bestred, at den nye ferielov giver adgang til en sådan modregning. Da uenigheden beror på et principielt fortolkningsspørgsmål, skal den – efter opmandens tilkendegivelse – afgøres af domstolene, hvis den bliver relevant.
Praktiske implikationer for tviststrategi
Parterne fortsætter voldgiften om bortvisningens berettigelse. Hvis 3F får medhold, udskilles spørgsmålet om ferie og økonomi til domstolsbehandling. Modellen sikrer fremdrift, men kræver processtrategisk planlægning og koordinering mellem fora.
Afgørelsen illustrerer et fast kollektivarbejdsretligt princip: Principielle, uafklarede lovfortolkningsspørgsmål skal som udgangspunkt prøves ved de almindelige domstole, selv om hovedtvisten verserer ved faglig voldgift.
