Faglig voldgift om transporttid under hjemsendelse
En faglig voldgiftsret har taget stilling til, om transport mellem hjemmet og den sædvanlige arbejdsplads udgør betalt arbejdstid, når en kommunalt ansat under COVID-19 var hjemsendt med lejlighedsvist fysisk fremmøde. Opmanden fandt, at situationen lå uden for overenskomstgrundlaget, og at kommunens aflønning – hvor kun transporttid ud over den normale pendlingstid blev honoreret – var saglig.
Organisationen gjorde gældende, at tjenestestedet midlertidigt var flyttet til hjemmet, og at senere transport i arbejdstiden derfor var beordret mellem to arbejdssteder. Opmanden lagde i stedet vægt på, at transporten blot blev flyttet fra før/efter arbejdstiden til midt på dagen, og at medarbejderen alene mistede den ekstra fritid, som hjemsendelsen ellers gav. Der forelå derfor ikke en byrde, der retfærdiggjorde betaling ud over differencen til den normale pendlingstid.
Praktiske implikationer for arbejdsgivere og ansatte
Kendelsen understreger, at udgangspunktet om egen transporttid består, også når arbejdet tilrettelægges som hjemmearbejde med enkelte møder på arbejdspladsen. Medmindre andet følger af overenskomst eller lokalaftale, kan arbejdsgiver afregne efter en differencemodel: Kun den del af transporten, der overstiger den sædvanlige pendling, indgår i arbejdstiden.
For praksis taler afgørelsen for klare retningslinjer om mødepligt, tidsregistrering og håndtering af rejsetid ved hybridarbejde. Parter bør samtidig afklare, om lokale aftaler eller særlige funktioner tilsiger en anden løsning. Kendelsen peger samlet på en status quo-tilgang til forholdet mellem løn og arbejdstid under midlertidige ændringer i arbejdstilrettelæggelsen.
