Folketinget har vedtaget ændringer til ligebehandlingsloven, arbejdsmiljøloven og erhvervsuddannelsesloven for at styrke beskyttelsen mod seksuel chikane. Ændringerne tydeliggør arbejdsgiveres pligter, skærper godtgørelsesniveauet i grove sager og præciserer rettigheder for elever og lærlinge. Reglerne træder i kraft 1. juli 2023.
Ligebehandlingsloven
Begrebet sexchikane erstattes sprogligt af seksuel chikane. Loven fastslår nu direkte, at arbejdsgiveren skal sikre et chikanefrit miljø og håndtere sager om seksuel chikane. Medarbejdere kan derudover rette krav om tortgodtgørelse direkte mod krænkeren, hvis denne er medarbejder på samme arbejdsplads.
Loven præciserer, hvilke kriterier der indgår ved udmåling af godtgørelse. I grove sager, eller hvor den krænkede tilhører en udsat gruppe som fx elever, kan godtgørelsen forhøjes med en tredjedel. Ændringerne skaber et klarere bevis- og sanktionsgrundlag i håndteringen af krænkelsessager.
Arbejdsmiljøloven og erhvervsuddannelsesloven
Arbejdsmiljøloven tydeliggør pligt for ledere og ansatte til at videregive oplysninger om seksuel chikane og bekræfter, at reglerne omfatter både fysisk og psykisk arbejdsmiljø. Arbejdstilsynets smileyordning forlænges til 1. juli 2024.
Elever og lærlinge kan se bort fra den sædvanlige opsigelsesfrist og hæve uddannelsesaftalen ved seksuelle krænkelser. Godkendelse som lærested kan desuden tilbagekaldes i sager om seksuel chikane. Bestemmelserne er i vidt omfang en kodificering af eksisterende praksis.