Østre Landsret har stadfæstet en byretsdom, der gav en kommune medhold i at bortvise en omsorgsmedhjælper for voldelig adfærd over for en praktikant. Retten fandt, at bortvisningen var berettiget, at arbejdsgiveren ikke havde udvist passivitet, og at den lønmæssige virkning kunne regnes fra partshøringstidspunktet.
Medarbejderen greb hårdt om nakken på en praktikant og fastholdt grebet i en periode, selv om hun bad ham slippe. Episoden påvirkede hendes vejrtrækning og tale. Kommunen reagerede hurtigt ved at hjemsende medarbejderen og indkalde til tjenstlig samtale, hvorefter der blev gennemført partshøring om mulig bortvisning.
Høringsfristen blev efter anmodning fra medarbejderens organisation forlænget hen over påsken. Selvom organisationen indgav et tidligt høringssvar, som bestred kommunens sagsfremstilling, afventede kommunen fristens udløb og foretog samtidig yderligere faktumafklaring ved at indkalde praktikanten til samtale. To dage efter denne samtale blev medarbejderen bortvist med lønmæssig virkning fra høringstidspunktet.
Retligt grundlag og bevis
Landsretten lagde til grund, at den fysiske adfærd udgjorde en væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet. Voldelig eller truende adfærd over for kolleger kan som udgangspunkt berettige bortvisning, da tillidsforholdet brydes, og arbejdsmiljøet kompromitteres. Bevisførelsen understøttede hændelsesforløbet, som beskrevet af kommunen.
Som offentlig arbejdsgiver skulle kommunen iagttage partshøring og sikre kontradiktion, før der blev truffet beslutning. Retten fandt, at proceduren var forsvarlig. Bortvisning uden varsel forudsætter hurtig reaktion og en betryggende sagsoplysning; begge krav var opfyldt gennem hjemsendelse, høring og supplerende undersøgelse.
Proces og passivitet
Spørgsmålet om passivitet angik perioden fra modtagelse af høringssvar til den endelige bortvisning. Retten fremhævede, at arbejdsgiveren havde reageret straks, og at den efterfølgende sagsbehandlingstid primært skyldtes forlængelse af høringsfristen efter medarbejderens ønske samt behovet for yderligere bevisafklaring som følge af det bestridte hændelsesforløb. Dette medførte ikke retsfortabende passivitet.
Vedrørende lønspørgsmålet tiltrådte landsretten, at den økonomiske virkning kunne regnes fra høringstidspunktet. Når høringen tydeligt angiver, at bortvisning overvejes, og medarbejderen samtidig fritages for tjeneste, kan arbejdsgiveren efter omstændighederne fastsætte virkningstidspunktet således, forudsat at sagens oplysning gennemføres uden unødig forsinkelse.
For arbejdsgivere i både privat og offentlig sektor peger dommen på nogle praktiske håndgreb, der mindsker procesrisiko og sikrer korrekt håndtering ved alvorlige forseelser:
- Reagér straks ved alvorlige adfærdsbrud, fx ved hjemsendelse og tydelig kommunikation om mulig bortvisning.
- Gennemfør en struktureret partshøring og dokumentér alle frister og svar; forlængelser bør begrundes.
- Foretag målrettet faktumafklaring, hvis hændelsesforløbet bestrides, og beslut bortvisning uden unødig forsinkelse.
Sagen illustrerer endvidere, at fastsættelsen af virkningstidspunktet for løn kan have betydelig økonomisk betydning. Den faglige organisation har søgt om tilladelse til at indbringe spørgsmålet om virkningstidspunkt for Højesteret, hvilket kan skabe yderligere retsafklaring på området.
