Højesteret har fastslået, at en far, der mod betaling ydede støtte i hjemmet til sin autistiske søn efter aftale med Aarhus Kommune, ikke var lønmodtager. Kommunen blev derfor frifundet for krav om godtgørelse efter arbejdstidsloven. Retten lagde vægt på forholdets realitet frem for kontraktens ordvalg, og at der ikke forelå et over- og underordnelsesforhold.
Selv om aftalen benævnte faderen som “medarbejder”, var han ikke underlagt instruktion eller løbende kontrol, og han tilrettelagde selv indsatsen. Højesteret bemærkede endvidere, at de påståede ekstra timer skete på faderens eget initiativ. Selv hvis arbejdstidsloven havde været anvendelig, ville 48-timers reglen derfor ikke være overtrådt.
Følgende momenter blev tillagt vægt i vurderingen af lønmodtagerstatus:
- Selvstændig tilrettelæggelse af arbejdstid og opgaver.
- Manglende instrukser, handleplaner og løbende kontrol fra kommunen.
- Udførelse inden for en bred, resultatorienteret ramme.
Dommen giver et klart fortolkningsbidrag til lønmodtagerbegrebet og afgrænsningen af arbejdstidslovens anvendelsesområde. Offentlige arbejdsgivere og private bør sikre korrekt klassifikation af relationen, tydeliggøre instruktions- og kontrolbeføjelser, samt have styr på arbejdstidsregistrering, særligt i lyset af de skærpede fokusområder efter lovændringer i 2024.
