Spørgsmålet om beregningsgrundlaget for godtgørelser til fleksjobansatte er igen blevet aktuelt efter to nye domme fra Vestre Landsret med modsat resultat. Konflikten står mellem at udmåle efter arbejdsgiverens faktiske lønudgift eller at medregne det kommunale fleksløntilskud, som tilkommer medarbejderen.
Retlig hovedlinje og reformens betydning
Efter omlægningen af fleksjobordningen i 2013 udbetales løn for den præsterede arbejdstid af arbejdsgiveren, mens kommunen supplerer med fleksløntilskud direkte til medarbejderen. Hverken lovtekst eller forarbejder afklarede udtrykkeligt, om tilskuddet indgår i ansættelsesretlige godtgørelser, der normalt beregnes med udgangspunkt i lønnen.
Østre og Vestre Landsret har i tidligere sager lagt til grund, at godtgørelse til fleksjobbere under den nye ordning skal beregnes ud fra arbejdsgiverens reelle lønudgift uden hensyn til fleksløntilskuddet. Denne linje svarer også til Ligebehandlingsnævnets praksis.
Nye domme fra Vestre Landsret og retlig usikkerhed
I den første af de to nye domme fastholdt Vestre Landsret udgangspunktet om at se bort fra kommunens tilskud ved udmåling. Kort efter nåede landsretten i en anden sag det modsatte resultat i en sag om godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven, idet tilskuddet blev indregnet med henvisning til praksis for den gamle ordning og lovgivers intentioner.
Uenigheden skaber betydelig retsusikkerhed for arbejdsgivere og lønmodtagere i fleksjob. En af sagerne søges indbragt for Højesteret, hvilket kan medføre afklaring. Indtil da bør parter i sager om forskelsbehandling og andre ansættelsesretlige krav overveje risikobilledet under begge beregningsmodeller og dokumentere lønkomponenter og arbejdstid nøje.
