Whistleblowerbeskyttelse kræver brug af ordningen
Østre Landsret fastslog, at beskyttelsen efter whistleblowerloven kun gælder, når en indberetning sker via en lovpligtig intern eller ekstern whistleblowerkanal. Medarbejderens klager til sin ledelse – og senere e-mails til personalechefen og chefjuristen uden brug af den etablerede ordning – blev ikke anset som indberetninger omfattet af lovens § 5, stk. 1. Dermed fandt retten, at forbuddet mod repressalier i § 8, stk. 1 ikke var udløst.
Konsekvensen var, at tjenestefritagelsen ikke udgjorde en overtrædelse af whistleblowerlovens repressaliebeskyttelse. Afgørelsen understreger vigtigheden af, at medarbejdere anvender de formelle indberetningskanaler for at opnå lovens beskyttelse, og at arbejdsgivere tydeligt kommunikerer disse kanaler.
Tjenestefritagelsen vurderet saglig
Landsretten lagde til grund, at kommunens beslutning beroede på ledelsesretten, som skal udøves i overensstemmelse med gældende ret. Retten fandt, at medarbejderens klager var spredte, bredt formulerede og utilstrækkeligt præciserede med hensyn til personer og konkrete forhold, og flere angik forhold uden for medarbejderens arbejdsområde.
På den baggrund kunne kommunen have en legitim bekymring for medarbejderens evne til at varetage stillingen, og tjenestefritagelsen blev anset for saglig og nødvendig for at skabe ro og muliggøre en undersøgelse. Dommen giver praktisk vejledning: brug af whistleblowerordningen er en betingelse for beskyttelse, og arbejdsgiveren kan – inden for rammerne af saglighed – anvende tjenestefritagelse i en undersøgelsesfase.
