Johan Gustav Dein
Højesteret afgjorde, at tre medarbejdere ikke havde krav på en fastholdelsesbonus efter arbejdsgiverens konkurs. Selvom de blev i deres stillinger til den aftalte dato, blev bonussen ikke anset for løn og fik derfor ingen fortrinsstilling i konkursboet.
Aftalerne var alene betinget af fortsat ansættelse og sædvanlig arbejdsindsats, uden kobling til præstation, mål eller levering. Der var heller ikke aftalt feriepenge, pension eller andre lønrelaterede tillæg af bonussen. Klassifikationen som ikke-vederlag blev derfor udslagsgivende for placeringen i fordringsrækken.
Dommen tog ikke stilling til, om bonussen kunne anses som vederlag efter funktionærloven; vurderingen skete udelukkende efter konkursreglerne. Arbejdsgivere bør være præcise i udformning af fastholdelsesordninger: Jo tættere en bonus knytter sig til præstation og optjening, desto større er risikoen for lønkarakter med følger for dækning og pro rata-krav ved fratræden.
