Byretten fandt, at en social- og sundhedsassistent ikke havde godtgjort, at hendes rygsmerter udgjorde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, og arbejdsgiveren blev frifundet for påstand om handicapdiskrimination.
Faktum
Medarbejderen, ansat på et kommunalt socialpsykiatrisk bosted, blev deltidssygemeldt med mistanke om diskusprolaps. Arbejdsgiver tilpassede arbejdsforholdene med hjælpemidler, skånehensyn og justeret arbejdstid, så hun kunne fastholde beskæftigelsen.
Efter ca. et halvt år var hun tilbage på fuldtid, men uden tunge løft. Senere oplyste hun, at smerterne skyldtes Modic-forandringer og planlagde et 100 dages behandlingsforløb uden for det offentlige sundhedsvæsen. Af hensyn til driften blev hun herefter afskediget.
Retlige vurderinger
Retten fastslog, at det påhviler medarbejderen at bevise, at der foreligger en langvarig funktionsbegrænsning, som kan sidestilles med et handicap. En diagnose er ikke i sig selv påkrævet, men det kræver dokumenterbare helbredsoplysninger, typisk fra læger.
Under sagen afviste medarbejderen at fremlægge fuld journaludskrift. De begrænsede lægelige oplysninger dokumenterede hverken Modic-forandringer eller deres funktionelle betydning. Manglende fremlæggelse blev tillagt processuel skadevirkning, og retten lagde vægt på, at tilstanden kan behandles. Bevisbyrden var derfor ikke løftet.
Praktiske implikationer
Sagen understreger to hovedpointer: For det første, at arbejdsgivere skal iværksætte rimelige tilpasninger, men at selve handicapbeskyttelsen forudsætter, at medarbejderen kan dokumentere en langvarig funktionsbegrænsning.
For det andet, at helbredsoplysninger ofte er afgørende i bevisførelsen. Afviser en part at fremlægge relevante lægelige dokumenter, kan det føre til processuel skadevirkning. Parterne bør derfor tidligt sikre et tilstrækkeligt lægefagligt grundlag for sagens vurdering.
