Johan Gustav Dein
Højesteret har afgjort to sager om, hvornår retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste kan ophøre. I begge sager havde den ansvarlige virksomhed eller forsikringsselskabet anerkendt ansvar og foretaget et skøn over skadelidtes varige erhvervsevnetab, hvorefter udbetalingen af tabt arbejdsfortjeneste blev standset og erstattet af erhvervsevnetabserstatning.
Retlige hovedpunkter
Højesteret fastslog, at tabt arbejdsfortjeneste kan bringes til ophør, når tre betingelser er opfyldt: Der foreligger et rimeligt skøn, skønnet hviler på et forsvarligt grundlag, og der udbetales erstatning i overensstemmelse med skønnet. Princippet gælder uanset, om kravet opgøres efter erstatningsansvarsloven eller arbejdsskadesikringsloven.
I differencekravssager udelukker arbejdsskadesikringslovens forrang ikke, at der foretages et skøn efter erstatningsansvarsloven, før der foreligger endelig administrativ afgørelse. Subsidiaritetsforholdet ændrer ikke ved adgangen til at standse tabt arbejdsfortjeneste, når betingelserne er opfyldt.
Praksis og betydning
I den ene sag var der enighed om, at skønnet var forsvarligt. I den anden lagde Højesteret vægt på, at skadelidtes helbreds- og erhvervsforhold havde været uændrede i flere år, og at skønnet blev foretaget lang tid efter ulykken. Skønnet blev derfor anset som rimeligt og tilstrækkeligt underbygget.
For praksis betyder dommene, at virksomheder og forsikringsselskaber kan standse tabt arbejdsfortjeneste på et solidt dokumenteret grundlag og samtidig overgå til erhvervsevnetabserstatning. Skadelidte kan omvendt anfægte ophøret, hvis grundlaget ikke er forsvarligt eller forholdene ændrer sig væsentligt.
