En opmand i en faglig voldgift har fastslået, at en skriftlig advarsel til en tillidsrepræsentant var berettiget, efter at denne og hans sjak over flere dage nægtede at udføre pålagt arbejde i trange skunkrum. Uenighed om aflønning kunne ikke begrunde at afvise lovlig instruktion.
Ledelsesret og lydighedspligt
Arbejdsgiveren kan bestemme rækkefølgen og indholdet af opgaver, så længe instruktionen er saglig og inden for ansættelsesforholdets rammer. Lydighedspligten indebærer, at medarbejderen som udgangspunkt skal efterkomme sådanne pålæg og først bestride dem efterfølgende via de etablerede konflikt- og forhandlingskanaler.
Opmanden lagde vægt på, at der alene var tale om besværlige arbejdsforhold, ikke en situation med umiddelbar og alvorlig fare for sikkerhed og sundhed. Arbejdet var hverken fysisk umuligt eller i strid med arbejdsmiljøreglerne. En løntvist – herunder diskussion om genetillæg – ændrer ikke på pligten til at udføre arbejdet.
Voldgiftskendelsens begrundelse
Vedvarende undladelse af at udføre pålagt arbejde udgør arbejdsvægring. På den baggrund var en advarsel en mild og proportionel reaktion. Arbejdsgiveren havde tydeliggjort forventningen og varslet konsekvensen, men arbejdet blev fortsat ikke udført.
Det forhold, at medarbejderen var tillidsrepræsentant, gav ikke en udvidet beskyttelse mod sagligt begrundede disciplinære tiltag. Tillidshvervet ændrer ikke på lydighedspligten ved lovlige instruktioner, om end afskedigelse af tillidsrepræsentanter typisk er underlagt skærpede krav; det var ikke aktuelt her.
Praktiske implikationer
Kendelsen bekræfter den velkendte arbejdsretlige linje: Uenighed om løn eller arbejdsbyrde skal håndteres gennem overenskomstens system, ikke gennem selvhjælp på gulvet. Arbejdsgivere bør give klare instruktioner, dokumentere dialogen og reagere trinvist ved manglende efterkommelse.
Medarbejdere og tillidsrepræsentanter bør omvendt rejse tvister ad de kollektive kanaler og alene standse arbejdet, hvis der er en konkret, alvorlig og nært forestående risiko for sikkerhed og sundhed. Kendelsen giver dermed et håndfast pejlemærke for proportional disciplinering og korrekt håndtering af løntvister i praksis.
