Delvis annullation og rækkevidde
EU-Domstolen har underkendt en central del af direktivet om passende mindstelønninger ved at ophæve den bestemmelse, som oplistede de kriterier, medlemsstater med lovbestemt mindsteløn skulle bruge ved fastlæggelse og ajourføring af mindstelønnen, samt to afledte sætningselementer. Domstolen fandt, at netop den detaljerede opregning overskred EU’s lovgivningskompetence, fordi lønforhold som udgangspunkt er undtaget fra EU’s socialpolitiske kompetence. Resten af direktivet står ved magt. Det betyder, at de overordnede mekanismer og minimumsforskrifter, der støtter op om tilstrækkelige mindstelønninger og kollektiv forhandling, fortsat gælder i EU.
Direktivet pålægger ikke medlemsstater at indføre en lovbestemt mindsteløn og harmoniserer ikke lønniveauer. For lande med lovbestemt mindsteløn består de proceduremæssige forpligtelser til at sikre gennemsigtighed, involvering af arbejdsmarkedets parter og regelmæssig opfølgning, men uden den nu annullerede liste over specifikke kriterier. I stater uden lovbestemt mindsteløn, herunder Danmark, består pligten til at fremme og styrke kollektive overenskomstforhandlinger og dækning. Domstolens dom efterlader således direktivets struktur intakt, men skærer den mest indgribende del væk.
Baggrund og parternes argumenter
Danmark, støttet af Sverige, anlagde annullationssøgsmål med påstand om, at direktivet som helhed måtte tilsidesættes, fordi EU mangler kompetence på lønområdet, og fordi traktatgrundlaget om arbejdsvilkår ikke kan bære indgreb i lønfastsættelse. Generaladvokaten tilsluttede sig i sit forslag dette synspunkt og anbefalede fuld annullation. Europa-Parlamentet og Rådet gjorde derimod gældende, at direktivet alene opstiller minimumsstandarder og processer, der forbedrer arbejdsvilkår, uden at fastsætte lønniveauer.
Domstolen lagde en mellemvej. Den bekræftede, at EU kan fastsætte rammer og processuelle krav for at forbedre arbejdsvilkår, herunder tiltag, der understøtter mindstelønningers tilstrækkelighed, men at EU ikke kan binde medlemsstaterne til en ensartet metode for selve lønfastsættelsen. Derfor blev kriterielisten ophævet, mens bestemmelsen om at fremme kollektive forhandlinger og om at evaluere og rapportere om dækningsgrader og tilstrækkelighed blev opretholdt.
Konsekvenser for Danmark og næste skridt
For Danmark er den umiddelbare betydning begrænset. Den høje overenskomstdækning og fraværet af en lovbestemt mindsteløn betyder, at der fortsat ikke består nogen EU-retlig pligt til at lovgive om mindsteløn. Myndighederne skal dog fortsat sikre rammer, der styrker kollektiv forhandlingsdækning, og kunne dokumentere udviklingen. For arbejdsgivere og organisationer betyder dommen, at fokus bør være på overenskomstdækning, forhandlingskapacitet og datagrundlag for lønstrukturer, ikke på et EU-fastlagt kriteriekatalog.
På EU-plan må Kommissionen og lovgiverne forholde sig til den delvise annullation. Det er sandsynligt, at den ophævede kriteriebestemmelse ikke kan erstattes med en lige så detaljeret regulering, men at vejledende indikatorer kan udspringe af soft law. Samtidig bekræfter dommen, at TEUF art. 153 kan bære processuelle minimumskrav, når formålet er forbedring af arbejdsvilkår, forudsat at der ikke gribes ind i lønfastsættelsens kerne.
Følgende hovedpunkter kan bruges som pejlemærker i den praktiske rådgivning og compliance-tilrettelæggelse:
- Ingen pligt til lovbestemt mindsteløn i Danmark, men fortsat forventning om høj og dokumenterbar overenskomstdækning.
- Processuelle krav i direktivet består, herunder inddragelse af arbejdsmarkedets parter og løbende evaluering af tilstrækkelighed.
- Den detaljerede kriterieliste er ugyldig, hvilket giver nationalt spillerum for metodevalg ved vurdering af tilstrækkelighed.
- Øget opmærksomhed på kompetencegrænsen mellem EU og medlemsstaterne ved fremtidig social- og arbejdsmarkedsregulering.
Samlet set er dommen en taktisk sejr for fortalerne for den danske model, men også en klar markering af, at EU kan regulere processer omkring løn gennem arbejdsvilkårskompetencen. Aktører bør derfor forvente fortsat EU-initiativer, der indirekte påvirker løndannelse, og indrette interne governance- og rapporteringsrutiner derefter.
