En arbejdsretlig voldgiftsret frifandt Novozymes for brud på ligelønsloven, fordi laboranter og teknikere ikke stod i en sammenlignelig situation og derfor ikke udførte arbejde af samme værdi. Den konstaterede lønforskel var således ikke ulovlig kønsdiskrimination.
Retlig ramme og kriterier
Efter ligelønsloven er lønmæssig forskelsbehandling på grund af køn forbudt, når sammenligningen sker med en medarbejder eller gruppe, der udfører samme arbejde eller arbejde af samme værdi. Arbejde af samme værdi beror på en helhedsvurdering af relevante kvalifikationer og andre faktorer.
Helhedsvurderingen omfatter typisk arbejdets art og kompleksitet, uddannelses- og erfaringskrav, det individuelle ansvar, graden af selvstændighed, arbejdsvilkår og de konkrete forhold, som arbejdet udføres under. Der kan også inddrages, om grupperne er omfattet af samme overenskomst og lokalaftaler, men dette er ikke i sig selv afgørende.
Sagens faktum og parternes anbringender
Sagen angik to større medarbejdergrupper i enzymproduktion: laboranter (overvejende kvinder) og teknikere (overvejende mænd). Teknikernes grundløn var gennemsnitligt højere end laboranternes. Spørgsmålet var, om forskellen udgjorde kønsbetinget lønforskelsbehandling.
Fagforeningen gjorde gældende, at grupperne var sammenlignelige, idet begge indgik i en højteknologisk fremstillingsproces, typisk havde erhvervsakademiuddannelse og var omfattet af samme overenskomst og lokalaftaler. Arbejdsgiveren anførte, at arbejdet ikke havde samme værdi, bl.a. på grund af forskelle i arbejdets indhold, ansvar og arbejdsvilkår.
Voldgiftsrettens begrundelse og betydning
Voldgiftsretten lagde vægt på både fællestræk og forskelle. Som fællestræk blev nævnt, at begge grupper bidrog til den samlede produktionsproces, ofte havde tilsvarende uddannelsesniveau og var omfattet af visse fælles lokalaftaler. Stillingsopslag kunne også have ligheder.
De væsentlige forskelle var imidlertid afgørende: Laboranter udførte klassisk laboratoriearbejde med prøvetagning, målinger og analyser, mens teknikere betjente og optimerede teknisk produktionsudstyr i pilotanlæg og produktion. Arbejdsvilkårene for teknikere var mere belastende, herunder et mere støjende og beskidt miljø, større mobilitet i anlægget og arbejde under tilkald. Hertil kom et højere individuelt ansvarsniveau og selvstændighed.
På den baggrund fandt voldgiftsretten, at grupperne ikke befandt sig i en sammenlignelig situation i arbejdsmæssig henseende, og at der derfor ikke forelå arbejde af samme værdi. Lønforskellen udgjorde således ikke en overtrædelse af ligelønsloven. Kendelsen illustrerer, at vurderingen kræver en konkret, dokumenterbar jobevaluering på tværs af funktioner og arbejdsvilkår samt tydeliggørelse af objektive kriterier for løndannelse.
