Arbejdsgiveransvar for borgeres handlinger
Ligebehandlingsnævnet har fastslået, at en privat plejevirksomhed hæfter efter ligebehandlingsreglerne, når en borger udsætter en handicaphjælper for seksuel chikane, hvis risikoen er påregnelig, og virksomheden ikke har forebygget. Afgørelsen understreger, at pligten til at sikre et chikanefrit arbejdsmiljø også gælder, selv om arbejdet udføres i borgerens hjem og borgeren fungerer som daglig arbejdsleder.
Nævnet lagde vægt på, at virksomheden som formel arbejdsgiver havde kendskab til, at nogle borgere udviser seksualiserende adfærd, men alligevel ikke havde iværksat tilstrækkelige tiltag for at beskytte medarbejderne. På den baggrund blev hjælperen tilkendt en godtgørelse for krænkelsen.
Sagens faktum og nævnets vurdering
Hjælperen var ansat hos en privat plejevirksomhed godkendt til at varetage arbejdsgiverbeføjelser på vegne af borgere med kommunal bevilling til personlig assistance. Hjælperen havde tjenestested hos den enkelte borger, som tilrettelagde vagter og opgaver. Kort efter ansættelsen begyndte borgeren at sende seksualiserede beskeder og videoer i en fælles kommunikationstråd for planlægning af arbejdet.
Efter perioder med sygefravær blev hjælperen fuldtidssygemeldt. En lægeerklæring beskrev arbejdsforholdene hos borgeren som uforsvarlige og frarådede tilbagevenden til netop den borger. Hverken erklæringen eller medarbejderen oplyste dog virksomheden om den seksuelle chikane. Virksomheden opsagde tilknytningen til den pågældende borger med henvisning til sygefravær, men fastholdt ansættelsesforholdet og muligheden for opgaver hos andre borgere.
I klagesagen anførte virksomheden, at den kun havde et administrativt arbejdsgiveransvar, og at borgerne var kunder. Nævnet fandt imidlertid, at virksomheden måtte anses som arbejdsgiver i ligebehandlingslovens forstand og dermed bar ansvaret for at forebygge chikane, der efter omstændighederne var forudsigelig. Indholdet af beskederne opfyldte definitionen af seksuel chikane, og virksomhedens manglende forebyggende tiltag udløste ansvar.
Hjælperens yderligere anbringende om, at virksomheden skulle have forhindret en efterfølgende ansættelse hos en anden borger, blev afvist. Det skyldtes, at dette spørgsmål ikke kunne afgøres på det foreliggende skriftlige grundlag uden parts- og vidneforklaringer.
Praktiske implikationer
Afgørelsen skærper fokus på forebyggelses- og handlepligt ved arbejde i borgernes hjem, herunder når borgeren reelt leder den daglige opgaveløsning. Arbejdsgivere i BPA-lignende konstruktioner kan ikke fraskrive sig ansvar med henvisning til, at borgeren er ”kunde”. Pligten omfatter risikovurdering, klare instrukser og hurtig opfølgning.
For at reducere risiko og ansvar bør arbejdsgivere systematisere indsatsen på tværs af rekruttering, introduktion, drift og opfølgning. Følgende tiltag er typisk relevante i virksomheder med kendt risiko for seksualiserende adfærd fra borgere:
- Skrevne politikker mod seksuel chikane, suppleret af træning, tydelige eskaleringsveje og adgang til støtte.
- Konkrete instrukser til borgere og medarbejdere om kommunikation, grænser og adfærd – samt konsekvenser ved overtrædelse.
- Rapporterings- og opfølgningsprocedurer, herunder dokumentation, risikovurdering, midlertidige foranstaltninger og eventuel omplacering.
Det er samtidig værd at notere, at nævnet ikke krævede dokumenteret viden om den konkrete chikane for at statuere ansvar. Forudsigeligheden af risikoen i målgruppen og fraværet af generelle forebyggende foranstaltninger var tilstrækkeligt til at udløse godtgørelse efter ligebehandlingsloven. Det skærper kravene til systematik i hele organisationen.
Virksomheder bør herudover sikre, at ledelsen løbende monitorerer praksis, og at erfaringer fra sager deles på tværs, så forebyggelsen tilpasses kendte risici. Afgørelsen indikerer, at mangel på strukturerede tiltag kan udløse godtgørelse, selv hvor arbejdsgiver ikke har haft konkret viden om hændelsen.
