Ny lov kodificerer offentligt ansattes ytringsfrihed
En ny lov samler og tydeliggør de eksisterende regler om offentligt ansattes ytringsfrihed. Den træder i kraft 1. juli 2025 og bygger på Grundloven og EMRK, uden at udvide selve frihedsretten. Lovens kerne er, at ansatte i stat, regioner og kommuner har ret til at ytre sig som privatpersoner – også kritisk om egne arbejdsforhold – når det sker inden for gældende ret.
Loven forbyder offentlige arbejdsgivere at reagere med ansættelsesretlige sanktioner over for lovlige ytringer. Den gælder på tværs af stillingskategorier og ansættelsesformer, herunder ledere og tidsbegrænsede ansatte. Samtidig pålægges myndigheder en informationspligt til aktivt at vejlede medarbejdere om deres rettigheder.
Rammer og grænser
Retsstillingen følger fortsat de grænser, der er fastlagt i retspraksis, ombudsmandsudtalelser og fagretlig praksis. Loven præciserer, at ytringer skal respektere almindelige lovlige begrænsninger, og at loyalitet ikke kan bruges til at undertrykke saglig kritik.
De mest centrale begrænsninger er følgende:
- Overholdelse af tavshedspligt og forbud mod at videregive fortrolige oplysninger.
- Fravær af ærekrænkende indhold.
- Ytringer må ikke fremsættes i urimelig grov form eller bygge på urigtige oplysninger om væsentlige forhold.
- Ytringer må ikke skadesløse myndigheders interne beslutningsprocesser eller funktionsevne.
Praktiske konsekvenser og kritik
I praksis forventes loven at øge retssikkerheden for ansatte og give ledelser klarere retningslinjer for håndtering af offentlige udtalelser, herunder på sociale medier. Informationspligten skal modvirke den oplevede tavshedskultur og fremme en åben, saglig debat om offentlig drift og myndighedsudøvelse.
Begrænsninger som tavshedspligt, injurieretlige regler og krav om saglig form består uændret. Flere faglige organisationer kritiserer, at loven ikke indfører delt eller omvendt bevisbyrde ved påståede repressalier og heller ikke fastsætter særskilte godtgørelsesordninger. Dermed tydeliggør loven de gældende grænser og arbejdsgiverforpligtelser, men den ændrer ikke balancen i sanktions- og erstatningsspørgsmål.
