Principielle kendelser om deltidsansattes ret til overtidsbetaling

Principielle kendelser om deltidsansattes ret til overtidsbetaling

Faglige voldgiftskendelser slår fast, at deltidsansatte har krav på overtidsbetaling for timer over deres egen norm på lige vilkår med fuldtidsansatte. Virkningen er ex tunc og kan udløse efterbetalingskrav, dog underlagt forældelse. Arbejdsgivere bør straks kortlægge eksponering og justere praksis.

Overtidstillæg til deltidsansatte efter deltidsdirektivet: principielle voldgiftskendelser

To faglige voldgiftskendelser fastslår, at deltidsansatte har ret til overtidsbetaling for timer udført ud over deres egen deltidsnorm på samme vilkår som sammenlignelige fuldtidsansatte. Ordninger, hvor tillæg først udløses ved overskridelse af fuldtidsnormen, strider mod deltidsdirektivet, medmindre forskelsbehandlingen er objektivt begrundet.

Opmændene lagde EU-Domstolens praksis – herunder Lufthansa og Dialyse – til grund og præciserede, at generelle overenskomstbestemmelser ikke i sig selv udgør en objektiv begrundelse. Der kræves konkrete forhold knyttet til det relevante ansættelsesvilkår, som opfylder et reelt behov, er egnede og nødvendige. En sammenlignelig medarbejder er en fuldtidsansat i samme virksomhed med tilsvarende funktioner og kontrakttype.

Sammenlignelighed, merarbejde og forholdsmæssig aflønning

Det er uden betydning for ligebehandlingsvurderingen, om timerne mellem deltidsnormen og fuldtidsnormen er frivilligt merarbejde, eller om de håndteres via afspadsering. Afspadsering 1:1 i stedet for et højere forhold kan derfor udløse krav, hvis fuldtidsansatte på sammenlignelige vilkår modtager tillæg.

Princippet om pro rata temporis blev ikke endeligt udmøntet. Det skal vurderes konkret, hvordan forholdsmæssig aflønning anvendes på rettigheder i intervallet mellem deltidsnorm og fuldtidsnorm, herunder om kompensation skal ske som betaling, afspadsering eller en kombination.

Tidsmæssig virkning, forældelse og næste skridt for arbejdsgivere

Kendelserne har ikke kun fremadrettet virkning. Efter EU-retten virker fortolkningen ex tunc, så krav kan rejses tilbage fra implementeringen af deltidsdirektivet i den relevante overenskomst, med forbehold for forældelse. Fristen er som udgangspunkt fem år fra forfaldstid; suspension kan forekomme ved ukendskab til faktiske forhold, men ikke ved ukendskab til retlige regler, og der gælder en absolut grænse på ti år.

Private og offentlige arbejdsgivere – også uden overenskomstdækning, men med tilsvarende praksis – bør derfor vurdere eksponering, dokumentation og behov for tilpasninger. Hvor der findes sammenlignelige fuldtidsansatte, må arbejdsgiver sikre, at deltidsansatte behandles på mindst samme niveau for timer over deltidsnormen.

For at strukturere opfølgningen kan arbejdsgivere med fordel gennemføre følgende trin:

  1. Identificér medarbejdergrupper med deltidsnorm og tilsvarende fuldtidsstillinger samt gældende overenskomst- og personalepolitikker.
  2. Kortlæg faktiske timer mellem deltidsnorm og fuldtidsnorm, herunder praksis for afspadsering og tillæg.
  3. Vurder, om der foreligger specifikke objektive forhold; hvis ikke, planlæg udbedring og fremadrettet justering.
  4. Beregn potentielle efterbetalingskrav under hensyntagen til forældelsesregler og tilgængelig dokumentation.

Endelig kan det overvejes at tilpasse bemandingsplaner, f.eks. ved at tilbyde højere normtid, omfordele opgaver eller ansætte yderligere deltidsressourcer for at undgå systematiske overskridelser af deltidsnormen.

Relaterede artikler

Gratis adgang til alle juridiske nyheder, artikler og opdateringer.
Opret dig gratis i dag, vælg dine fagområder, og få adgang til et skræddersyet nyhedsoverblik, der gør dig klogere – og holder dig foran.