EU-Domstolen underkender dele af artikel 5 i mindstelønsdirektivet, fordi EU-lovgiver greb direkte ind i lønfastsættelsen. Resten af direktivet består. Afgørelsen er forfatningsretligt væsentlig, men med begrænset umiddelbar effekt på den danske model.
MS
MH
ML
+3
Martin JetlundIselin Nybø
Ingrid Cathrine Nielsen
EU-Domstolen har i sag C-19/23 om mindstelønsdirektivet delvist annulleret artikel 5, men stadfæstet resten af direktivet.
Kompetence og rækkevidde i EU’s mindstelønsdirektiv
Domstolen fandt, at EU-lovgiver overskred sine beføjelser ved direkte indgreb i lønfastsættelse, som i høj grad henhører under national og kollektiv regulering.
Gyldigheden af direktivets øvrige bestemmelser blev opretholdt, hvorfor eksisterende forpligtelser består. På kort sigt ændres den danske model ikke, men parter bør vurdere implementering, kontrakter og overenskomster i lyset af dommens præmisser og afvente eventuelle justeringer af artikel 5. Retlige og praktiske konsekvenser afhænger af kommende opfølgning fra EU-lovgiver og nationale myndigheder, samt arbejdsmarkedets parter.
Søgeord
Ansættelsesret,
EU-direktiv,
Subsidiaritetsprincippet,
Proportionalitetsprincippet,
Den danske model,
EU-Domstolen,
Arbejdsmarkedets parter,
Implementering af direktiver,
Overenskomstsystemet,
Kollektive aftaler,
Retlig prøvelse,
Retsvirkninger,
Kompetenceafgrænsning,
Offentlig ret,
EU-ret,
Arbejdstagerrettigheder,
Lønfastsættelse,
Kompetenceoverskridelse,
Arbejdsmarked,
Traktatfortolkning,
Forfatningsret,
Annullationssøgsmål,
Arbejdsgiverorganisation,
Mindstelønsdirektivet,
Social dialog,
National kompetence,
Minimumsløn,
Socialpolitik EU,
Delvis annullation,
Artikel 5,
Kollektiv forhandlingsret,
C-19/23,
Direktivgyldighed,
Danmark mod Parlamentet og Rådet
Ledige stillinger
