Arbejdsretten har fastslået, at vikarer som udgangspunkt skal stilles som medarbejdere, der er ansat direkte i brugervirksomheden. Et vikarbureaus egen overenskomst er ikke længere tilstrækkelig til at fravige ligebehandlingsprincippet. Vikarbureauet skal foretage en konkret sammenligning af væsentlige vilkår og yde kompenserende fordele, hvis vikarer ellers stilles ringere. Afgørelsen skærper bureauernes ansvar og kan føre til efterbetalingskrav.
Retligt grundlag
Vikarloven pålægger bureauet at sikre vikarers vilkår svarende til brugervirksomhedens, herunder blandt andet arbejdstid, ferie og aflønning. Loven rummer en undtagelse for bureauer, der er omfattet af landsdækkende overenskomster indgået af de mest repræsentative parter. Denne undtagelse kan dog kun opretholdes, hvis den generelle beskyttelse reelt er sikret.
EU Domstolen har præciseret, at fravigelse af ligebehandling forudsætter kompenserende fordele, der opvejer virkningerne af forskelsbehandlingen. Den nationale ret skal derfor fortolke vikarloven direktivkonformt og kontrollere, om de samlede vilkår reelt beskytter vikarer på niveau med brugervirksomhedens ansatte.
Dommens hovedpunkter
I den konkrete sag var vikaren ansat i et bureau omfattet af en generel funktionæroverenskomst, mens brugervirksomhedens overenskomst gav bedre vilkår, herunder højere pension og ret til løn under sygdom. Arbejdsretten fandt, at bureauets overenskomst i sig selv ikke sikrede den nødvendige beskyttelse efter EU-retten.
Retten fastslog, at ligebehandlingsprincippet gælder, selv om bureauet er overenskomstdækket. Bureauet skal sammenligne vilkår på tværs af overenskomster og etablere kompenserende fordele, hvor der er forskel. Da dette ikke var sket, havde medarbejderen krav på efterbetaling. Krav om godtgørelse blev derimod ikke taget til følge, fordi krænkelsen udsprang af EU-retlige krav, som ikke var fulgt op nationalt.
Praktiske konsekvenser
Vikarbureauer må indføre systematiske processer til at indhente og vurdere brugervirksomheders overenskomstvilkår, foretage sammenligning og dokumentere eventuelle kompenserende ydelser. Fokus bør især være på pension, løn under sygdom, arbejdstid og andre væsentlige vilkår, der påvirker den reelle beskyttelse.
Afgørelsen medfører en ikke ubetydelig administrativ byrde og forøget efterbetalingsrisiko. Vikarer kan fremme krav med flere års tilbagevirkende kraft efter almindelige forældelsesregler. En proaktiv gennemgang af eksisterende kundeforhold og klare aftale- og dokumentationsrutiner vil reducere risikoen for manglende efterlevelse og økonomiske efterreguleringer.
