Arbejdsretten har præciseret rammerne for vikarbureauers mulighed for at fravige vikarlovens ligebehandlingsprincip. Et bureau, der er omfattet af en landsdækkende overenskomst indgået af de mest repræsentative parter, kan lovligt afvige, hvis vikaren får kompenserende fordele, der samlet udligner eventuelle ringere vilkår end for sammenlignelige fastansatte.
Retsgrundlag og fravigelse
Ligebehandlingsprincippet indebærer som udgangspunkt, at vikarer skal have samme løn- og arbejdsvilkår som tilsvarende ansatte i brugervirksomheden. Efter nyere praksis fra EU-Domstolen (TimePartner) og Arbejdsretten (Randstad) kræver enhver fravigelse, at der ydes reelle, målbare kompenserende fordele, som samlet set bringer vikaren på niveau.
I den aktuelle sag lagde Arbejdsretten til grund, at vikarbureauet var dækket af en relevant landsdækkende overenskomst. Det var uden betydning, at brugervirksomheden var en statslig myndighed, selv om overenskomsten tilhørte det private område. Fokus var i stedet, om de konkrete fordele reelt udlignede forskelle.
Sammenligningsgrundlag
Parterne var uenige om, hvilken overenskomst i staten der skulle danne sammenligningsgrundlag. Fagforeningen pegede på AC-overenskomsten med henvisning til vikarernes uddannelsesniveau, mens arbejdsgiversiden henviste til HK Stat-overenskomsten ud fra opgavernes karakter.
Arbejdsretten foretog en konkret vurdering og lagde vægt på, at arbejdet var administrativt og udført efter faste retningslinjer. Dermed skulle sammenligningen ske efter HK Stat-overenskomsten og ikke AC-overenskomsten. Retningslinjen er, at det er de faktiske arbejdsopgaver – ikke uddannelsesbaggrunden – der er afgørende.
Retsfølger og praksis
Ved sammenligning med HK Stat-overenskomsten konstaterede Arbejdsretten, at en del vikarer samlet set var stillet ringere og ikke havde modtaget tilstrækkelige kompenserende fordele. Disse vikarer fik derfor medhold i krav om efterbetaling. Krav opstået før Randstad-dommen blev ikke afskåret, og der skete ikke begrænsning af forrentningen.
Derimod blev der ikke tilkendt godtgørelse. Retten lagde vægt på, at vikarbureauet havde indrettet sig i overensstemmelse med den hidtidige fortolkning af overenskomstfravigelsen og lovbemærkningerne, indtil den nyere praksis blev fastslået.
For praksis betyder dommen, at vikarbureauer skal kunne dokumentere en systematisk, helhedsorienteret udligning af vilkår gennem kompenserende fordele. Samtidig bør både bureauer og brugervirksomheder identificere det korrekte sammenligningsgrundlag ud fra de faktiske opgaver og sikre, at løn, arbejdstid, pension, ferie og tillæg indgår i en samlet vurdering for at undgå efterbetalingskrav.
