Højesteret fastslog, at en kommunalt ansat lærer kunne forfølge et krav efter forskelsbehandlingsloven, selv om hendes faglige organisation havde indgået et forlig med kommunen under en opsigelsesrunde. Kravet var ikke overenskomstdækket, og organisationsfuldmagten rakte ikke til at forlige hendes individuelle diskriminationskrav.
Læreren havde givet organisationen fuldmagt til at behandle sagen i Ligebehandlingsnævnet, men hun havde ikke tiltrådt forliget. Hun var derfor ikke afskåret fra at indbringe kravet for nævnet eller domstolene. I bevisbedømmelsen lagde Højesteret til grund, at aldersfordelingen i udvælgelsen kunne skabe en formodning om forskelsbehandling, men kommunen løftede bevisbyrden for, at opsigelsen hverken var direkte eller indirekte begrundet i alder.
Resultatet blev, at opsigelsen ikke var i strid med forskelsbehandlingsloven, og der blev ikke tilkendt godtgørelse. Landsretten var nået til samme resultat. Den anonymiserede dom kan læses hos Domstolene, ligesom landsrettens og byrettens afgørelser fremgår af Domsdatabasen: Højesterets dom. Landsrettens afgørelse. Byrettens afgørelse.
