Generaladvokaten anbefaler annullation
Generaladvokaten ved EU-Domstolen har indstillet, at direktivet om passende mindstelønninger annulleres i sin helhed. Begrundelsen er, at direktivet regulerer lønforhold, som efter traktaten falder uden for EU’s lovgivningskompetence. Indstillingen er et markant indlæg i den verserende sag anlagt af Danmark og senere støttet af Sverige.
Direktivet, som trådte i kraft i 2022 med implementeringsfrist i 2024, pålægger ikke medlemsstaterne at indføre en lovbestemt mindsteløn. Det opstiller derimod processuelle rammer for fastsættelse og ajourføring af mindsteløn i lande, der anvender lovfastsatte minimumslønninger, og pålægger stater uden lovbestemt mindsteløn at fremme overenskomstdækningen. Herudover indeholder det krav om dataindsamling og rapportering.
Kompetenceafgrænsning og anbringender
Danmark gjorde gældende, at direktivet strider mod TEUF art. 153, hvorefter EU kan lovgive om arbejdsvilkår, men ikke om lønforhold. Europa Parlamentet og Rådet – støttet af EU Kommissionen og flere medlemsstater – anførte, at direktivet alene indfører proceduremæssige krav og derfor ikke griber ind i national løndannelse.
Generaladvokaten konkluderer, at undtagelsen for lønforhold ikke blot vedrører harmonisering af lønniveauer, men også andre aspekter af nationale lønfastsættelsesordninger. Efter en samlet vurdering af direktivets titel, præambel og bestemmelser er formålet at regulere lønforhold. Dermed er direktivet uforeneligt med traktatgrundlaget, og annullation anbefales.
Konsekvenser og næste skridt
Generaladvokatens forslag er ikke bindende. EU-Domstolen træffer den endelige afgørelse, som vil afklare rækkevidden af kompetenceundtagelsen for lønforhold og sætte rammerne for EU-lovgiverens handlefrihed på arbejdsmarkedsområdet fremover. Udfaldet kan få betydning for, hvordan fremtidige social- og arbejdsretlige initiativer udformes på EU-plan.
For Danmark, hvor lønfastsættelse primært sker gennem kollektive overenskomster, har direktivet været vurderet til at have begrænset umiddelbar betydning. En annullation vil dog styrke den traktatfæstede opdeling mellem EU’s regulering af arbejdsvilkår og medlemsstaternes kompetence på lønområdet. En stadfæstelse vil omvendt cementere, at EU kan stille processuelle krav omkring mindsteløn og overenskomstdækning uden at fastsætte lønniveauer. Virksomheder og arbejdsmarkedets parter bør derfor følge dommens præmisser nøje, da de vil påvirke fremtidig regulering, rapporteringskrav og den praktiske grænse mellem national løndannelse og EU-retlige procedureregler.
