EU-Domstolen har afklaret, at EU’s vikardirektiv finder anvendelse, når en virksomhed ansætter medarbejdere med henblik på midlertidigt at stille dem til rådighed for en brugervirksomhed – også selv om udsendelse ikke er virksomhedens hovedaktivitet, og selv om virksomheden ikke har national autorisation som vikarbureau. Det afgørende er den reelle tilrettelæggelse af arbejdet: om brugervirksomheden udøver instruktion, tilsyn og kontrol. Klassifikationen kan ikke hvile alene på, at parterne har kaldt aftalen en service- eller leverandørkontrakt.
Retsgrundlag og præmisser
Vikardirektivet (direktiv 2008/104/EF) har til formål at beskytte midlertidigt udsendte arbejdstagere, bl.a. gennem ligebehandling med hensyn til væsentlige arbejdsvilkår. Domstolen fastslår, at direktivets anvendelse udløses, når en virksomhed indgår ansættelsesaftaler med det formål at udsende medarbejdere til en tredjemand for en afgrænset periode under dennes ledelse. Manglende national autorisation kan sanktioneres efter national ret, men kan ikke afskære direktivets materielle beskyttelse.
Domstolen understreger endvidere, at det er uden betydning, om udsendelse er virksomhedens hovedaktivitet. Vurderingen er faktisk og beror på, hvem der fordeler opgaver, fastlægger arbejdets udførelse, håndhæver interne regler og fører løbende kontrol. Det er herefter den nationale domstol, der i medfør af TEUF art. 267 foretager den konkrete subsumption.
Faktisk baggrund og vurdering
Sagen udsprang af et flerårigt samarbejde, hvor en medarbejder via successive selskaber udførte opgaver for en brugervirksomhed under en serviceaftale. Efter ophør af aftalen og en efterfølgende opsigelse gjorde medarbejderen gældende, at der var tale om vikararbejde i direktivets forstand, og at hun nød den deraf følgende beskyttelse, herunder i relation til afskedigelsen.
EU-Domstolen angav vejledende kriterier for, om brugervirksomheden reelt udøvede instruktion og kontrol. Eksempelvis kan løbende rapportering fra brugervirksomheden indikere tilsyn, men rapporternes formål og indhold er afgørende for, om ledelsesbeføjelsen faktisk er skiftet. Den endelige bevisvurdering henhører under den nationale domstol.
Betydning for danske aktører
Afgørelsen udvider det praktiske anvendelsesområde for vikarloven i Danmark. Virksomheder, der køber “tjenesteydelser”, kan i realiteten drive eller benytte vikararbejde med de dertil hørende forpligtelser, hvis brugervirksomheden styrer opgaver, arbejdstid eller metoder. Formuleringer i kontrakten er ikke tilstrækkelige, hvis den faktiske udøvelse peger på vikararbejde.
Praktisk bør virksomheder foretage en struktureret vurdering af samarbejder, hvor personale udfører opgaver på deres instruktion. Følgende kontroller kan reducere risikoen for uintenderet vikarforhold:
- Kortlæg, hvem der konkret fastsætter opgaver, prioriteringer og arbejdsmetoder.
- Vurder omfanget af dagligt tilsyn, adgang til interne systemer og håndhævelse af interne regler.
- Afklar autorisationskrav og sikr, at leverandøren lovligt kan udbyde ydelsen.
- Indarbejd klare ansvars- og ligebehandlingsklausuler i kontrakten.
Samlet signalerer dommen, at grænsen mellem serviceleverancer og vikararbejde trækkes efter realiteterne. Det øger compliance-kravene ved brug af eksternt personale og kan påvirke tvister om afskedigelse, ansvar og ligebehandling.
