Østre Landsret fastslår, at gentagne forlængelser af udsendelser ikke i sig selv bringer et vikarforhold uden for vikarlovens rammer. Det afgørende er, om arbejdet hos brugervirksomheden fortsat har midlertidig karakter, og om forlængelserne er objektivt begrundet. Dommen skelner skarpt mellem sagligt begrundede forlængelser og situationer, hvor varighed og gentagelse reelt tjener til at omgå funktionærloven og reglerne om tidsbegrænset ansættelse.
Landsrettens vurdering
To vikarer havde i længere tid fungeret som IT-supportere hos samme brugervirksomhed med flere forlængelser. Landsretten lagde vægt på forklaringen om forestående outsourcing og usikkerhed om nedlukningstidspunktet. Denne usikkerhed udgjorde en objektiv begrundelse for fortsatte forlængelser, og vikarerne havde ikke dokumenteret en berettiget forventning om fastansættelse. De fik derfor ikke medhold i krav om løn i opsigelsesperioden, løn under sygdom eller godtgørelse efter reglerne om tidsbegrænset ansættelse.
Den tredje vikar arbejdede som analytiker i en anden virksomhed. Her fandt landsretten, at den påberåbte nedlukning ikke var tilstrækkeligt underbygget. Uden en objektiv begrundelse for de gentagne forlængelser medførte antallet og varigheden, at ordningen blev anset som omgåelse af funktionærloven og reglerne om tidsbegrænset ansættelse. Analytikeren fik derfor krav på løn i opsigelsesperioden, løn under sygdom samt godtgørelse.
Nøglepunkter og betydning
Dommen bekræfter, at midlertidighedsvurderingen beror på en konkret helhedsbedømmelse. Antal forlængelser og samlet varighed er relevante momenter, men ikke afgørende alene. En dokumenteret virksomhedsændring, som fx outsourcing med uafklaret tidsplan, kan bære en objektiv begrundelse. Omvendt vil fravær af konkret, verificerbar begrundelse tale for, at vikarkonstruktionen omgår beskyttelsesreglerne.
For vikarbureauer og brugervirksomheder skærpes behovet for systematisk dokumentation af de faktiske forhold, der retfærdiggør forlængelser, herunder projektstatus, organisatoriske beslutninger og bemandingsbehov. Hvor midlertidighedskravet ikke kan opretholdes, risikerer parterne, at forholdet reklassificeres med deraf følgende krav på funktionærrettigheder og godtgørelse.
Sagen er henvist til Højesteret med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet. Den kommende afgørelse vil kunne præcisere beviskravene til objektiv begrundelse og trække en skarpere grænse for, hvornår gentagne forlængelser bliver omgåelse.
