En faglig voldgiftskendelse fastslår, at en specialkonsulent i et ministerium ikke var selvtilrettelægger og derfor var omfattet af 48-timersreglen samt krav om tidsregistrering. Afgørelsen bekræfter, at undtagelsen fortolkes snævert og afhænger af, om medarbejderen reelt kan bestemme arbejdstidens længde og placering.
Retsgrundlag og undtagelse
Arbejdsgivere skal indføre et objektivt, pålideligt og tilgængeligt system til registrering af faktisk arbejdstid og opbevare oplysningerne i fem år. Formålet er at sikre efterlevelse af bl.a. daglige pauser, ugentligt hviledøgn og gennemsnittet på højst 48 timer.
Undtagelsen for selvtilrettelæggere gælder kun, når medarbejderen både kan fastsætte sin egen arbejdstid og træffe selvstændige beslutninger uden bindende rammer. Dette følger af arbejdstidsdirektivet, som ligger til grund for dansk implementering.
Kriterier i den konkrete sag
Opmanden lagde vægt på, at medarbejderens fleksibilitet var væsentligt begrænset af faste møder og ufravigelige opgavefrister fastsat af arbejdsgiver. At kunne vælge mødetider, pauser, hjemmearbejde og rækkefølge af opgaver var ikke tilstrækkeligt.
Den konkrete indflydelse på både længde og placering af arbejdstiden var dermed ikke reel nok til at udløse undtagelsen. Medarbejderen var derfor omfattet af 48-timersreglen og de almindelige arbejdstidsbeskyttelsesregler.
Praktiske konsekvenser
Arbejdsgivere bør dokumentere rolle- og opgavefordeling, så det kan vises, hvem der eventuelt opfylder selvtilrettelæggerkriterierne. Hvor bindinger fra møder og frister foreligger, taler det imod undtagelsen.
Virksomheder bør opdatere deres arbejdstidsregistreringspolitik, sikre uddannelse i brug af systemet og løbende kontrol af, at pauser, hviletid og 48-timersgrænsen overholdes.
