Ligebehandlingsnævnet fandt, at en arbejdsgiver lovligt kunne afskedige en butikschef kort efter, at hun havde krævet lige løn. Arbejdsgiveren dokumenterede, at opsigelsen byggede på tab af tillid og kritik af personaleledelse samt manglende efterlevelse af interne retningslinjer, og ikke var begrundet i kravet om ligeløn.
Afgørelsens hovedpunkter
Butikschefen gjorde gældende, at hendes løn var lavere end mandlige kollegers for sammenligneligt arbejde, og at afskedigelsen var en repressalie efter fremsat krav om lige løn. Virksomheden forklarede, at alle butikschefer var placeret i et løninterval fastsat efter bl.a. anciennitet, erfaring og omfanget af personale- og budgetansvar.
Nævnet fandt, at medarbejderen ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode lønmæssig forskelsbehandling. Vedrørende afskedigelsen lagde nævnet vægt på skriftlig dokumentation for tidligere klager og ledelsesmæssige udfordringer og vurderede, at arbejdsgiveren havde løftet bevisbyrden for, at opsigelsen ikke var motiveret af ligelønskravet, selv om afskedigelsen skete umiddelbart efter kravet.
Bevisbyrde og praktiske konsekvenser
Afgørelsen illustrerer bevisbyrdereglerne: Ved påstået løndiskrimination gælder delt bevisbyrde, hvor medarbejderen først skal påvise forhold, der indikerer forskelsbehandling. Ved opsigelser inden for et år efter et ligelønskrav gælder omvendt bevisbyrde, så arbejdsgiveren skal sandsynliggøre, at opsigelsen ikke er en repressalie.
For arbejdsgivere understreger afgørelsen behovet for gennemsigtige kriterier for lønfastsættelse og konsekvent dokumentation af ledelsesmæssige forhold og performanceproblemer. Skriftlige retningslinjer for løn og klare, tidsnære notater om hændelser, advarsler og dialog styrker bevisførelsen, hvis løn- eller afskedigelsessager indbringes for Ligebehandlingsnævnet.
