Højesteret har præciseret beskyttelsen af medarbejdere i fertilitetsforløb. Dommen fastslår, at en opsigelse på et tidligt tidspunkt i et IVF-forløb ikke er omfattet af ligebehandlingslovens § 9, fordi der endnu ikke foreligger en aktuel mulighed for graviditet. Samtidig åbnes der for beskyttelse efter § 4, hvis der foreligger en formodning om, at opsigelsen helt eller delvist er begrundet i muligheden for graviditet, og arbejdsgiveren ikke kan afkræfte denne formodning.
Retsgrundlag og vurdering
Efter § 9 er afskedigelse på grund af graviditet ulovlig. Højesteret fastholder tidligere praksis om, at beskyttelsen også kan omfatte medarbejdere i kunstig befrugtning, men først når behandlingen er så fremskreden, at graviditet reelt kan være indtruffet. Forundersøgelse og behandlingsplan var i den konkrete sag ikke tilstrækkeligt til at udløse § 9-beskyttelse.
Derimod kan § 4 anvendes, når der – før egentlig behandling er indledt – er faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode diskrimination. Højesteret lagde vægt på den tætte tidsmæssige sammenhæng mellem medarbejderens oplysninger om forestående fertilitetsbehandling og den efterfølgende opsigelse uden skriftlig begrundelse.
Bevisbyrde og resultat
Sagen illustrerer den delte bevisbyrde i ligebehandlingssager: Kan medarbejderen påvise omstændigheder, der taler for diskrimination, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at opsigelsen var begrundet i saglige forhold uden forbindelse til fertilitetsforløbet. Denne bevisbyrde blev ikke løftet i den konkrete sag.
Konsekvensen blev en godtgørelse på 150.000 kr., svarende til seks måneders løn, i overensstemmelse med niveauet i graviditetssager efter § 9. Afgørelsen skærper derfor arbejdsgiveres opmærksomhed allerede i de tidlige faser af fertilitetsforløb.
Konsekvenser for arbejdsgivere
Dommen understreger behovet for dokumenterede, saglige og konsistente begrundelser ved opsigelser, særligt når der foreligger oplysninger om fertilitetsbehandling. Neutral og ensartet HR-praksis, klare kriterier for performance og struktur i beslutningsprocesser mindsker risikoen for, at der opstår en formodning om diskrimination.
Det anbefales at sikre tidsnær skriftlighed om saglige grunde, adskille beslutningstagning fra personfølsomme oplysninger i det omfang muligt og træne ledere i reglerne om ligebehandling, direkte og indirekte forskelsbehandling samt bevisbyrde. Manglende dokumentation kan udløse betydelig godtgørelse, selvom § 9 ikke finder anvendelse, fordi § 4 kan føre til tilsvarende sanktionsniveau.
