En faglig voldgift fandt, at en specialkonsulent i et ministerium ikke kunne anses for selvtilrettelægger og derfor var omfattet af 48-timersreglen. Alligevel forelå ingen overtrædelse, fordi den relevante referenceperiode blev fastsat til 12 måneder, hvor arbejdstiden gennemsnitligt ikke oversteg 48 timer.
Retsgrundlag og undtagelser
EU’s arbejdstidsdirektiv fastsætter, at den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid, inklusive overarbejde, ikke må overstige 48 timer opgjort over en referenceperiode. I staten er direktivet implementeret gennem en kollektiv implementeringsaftale, som som udgangspunkt anvender en 4-måneders referenceperiode, med mulighed for længere perioder efter nærmere aftale og praksis.
Implementeringsaftalen og den ændrede arbejdstidslov rummer undtagelser for medarbejdere med væsentlig indflydelse på arbejdets tilrettelæggelse – de såkaldte selvtilrettelæggere. Sagen angik, om specialkonsulenten faldt inden for denne undtagelse og dermed kunne holdes uden for 48-timersreglen.
Vurderingen af selvtilrettelæggelse
Opmanden lagde ved vurderingen vægt på arbejdstidsdirektivet, EU-Domstolens praksis og EU-Kommissionens fortolkningsmeddelelse. Eksemplerne på undtagne stillingskategorier omfatter blandt andet visse højtstående ledere, særlige eksperter, erfarne ansættelsesadvokater samt akademikere med betydelig frihed i fastlæggelsen af arbejdstiden. Opmanden præciserede, at “akademikere” i denne sammenhæng primært dækker forskere mv. – ikke akademisk uddannede medarbejdere i almindelighed.
Selv om specialkonsulenten havde en vis fleksibilitet i planlægningen, var indflydelsen på arbejdets tilrettelæggelse og arbejdstidens længde ikke så omfattende, at stillingen kunne kvalificeres som selvtilrettelæggende. Konsekvensen var, at 48-timersreglen fandt anvendelse på ansættelsesforholdet.
Referenceperiode og resultat
Næste spørgsmål var, om referenceperioden skulle være 4 eller 12 måneder. Opmanden udtalte, at implementeringsaftalen ikke kræver en udtrykkelig overenskomstbestemmelse for at anvende en længere referenceperiode end 4 måneder. Der skal i stedet lægges vægt på, hvordan arbejdstid og merarbejde generelt opgøres på området.
For specialkonsulenter opgøres godtgørelse for merarbejde over 12 måneder. Denne praksis blev lagt til grund som styrende også for 48-timersreglen, således at referenceperioden blev 12 måneder. Set over denne periode oversteg specialkonsulentens arbejdstid ikke 48 timer i gennemsnit. Ministeriet blev derfor frifundet for kravet om bod. Kendelsen indsnævrer rækkevidden af undtagelsen for selvtilrettelæggere, særligt for ikke-ledende medarbejdere, og understreger behovet for, at offentlige arbejdsgivere afklarer referenceperioder og dokumenterer opgørelsespraksis ved vurdering af arbejdstidskrav.
