Arbejdsrettens fortolkning af “midlertidigt”
Arbejdsretten har afklaret, at en vikar fortsat er omfattet af vikarloven, selv om udsendelsen til samme brugervirksomhed er forlænget flere gange over en længere periode. Nøglen er, om arbejdet efter parternes intention var midlertidigt ved udsendelsen og ved eventuelle forlængelser. En snæver forståelse af begrebet “midlertidigt” ville ifølge retten svække vikarers retsbeskyttelse, fordi der kunne opstå et tomrum uden for lovens anvendelsesområde. Arbejdsgiveren blev frifundet, da det ikke var bevist, at udsendelsen havde mistet sin midlertidige karakter.
Sagen udsprang af et flerårigt vikariat hos en lagerarbejdsplads, der var blevet forlænget i flere omgange, senest uden slutdato. Vikaren gjorde gældende, at varigheden og arbejdsopgavernes karakter gjorde ansættelsen reelt permanent og dermed uden for vikarloven, hvorefter vedkommende skulle have været stillet som direkte ansat hos brugervirksomheden. Arbejdsgiveren fremhævede derimod, at der ikke var tilsigtet en permanent tilknytning, og at “midlertidigt” må forstås bredt i overensstemmelse med vikardirektivet.
Kriterier og begrundelser
Retten lagde vægt på intentionen med udsendelsen ved start og ved hver forlængelse. Samtidig bemærkede retten, at vikarbureauer efter vikarloven ikke må anvende successive udsendelser uden saglig begrundelse, og at overtrædelser kan udløse bøde eller godtgørelse. Netop denne sanktionsadgang forudsætter, at også uberettigede successive udsendelser som udgangspunkt er omfattet af loven og dermed anses som midlertidige i anvendelsesområdes forstand.
Derved adskilles spørgsmålet om lovens rækkevidde fra spørgsmålet om overholdelse: Omfanget af “midlertidigt” afgør, om vikarloven gælder, mens eventuel manglende saglighed ved successive forlængelser udløser retsfølger efter loven. Tidsmæssig længde er derfor ikke i sig selv afgørende; vægten ligger på formål, behov og dokumenteret begrundelse.
Praktiske implikationer
Brugervirksomheder og vikarbureauer bør sikre klar dokumentation for det midlertidige behov ved udsendelse og ved hver forlængelse. Objektive begrundelser (fx spidsbelastning, projekt eller fraværsdækning) bør fremgå af aftaler og interne notater. Selv ved længerevarende forløb vil vikarloven typisk finde anvendelse, men manglende saglighed kan medføre sanktioner.
For rådgivere indebærer dommen, at flere successive udsendelser ikke automatisk medfører, at vikaren skal anses som direkte ansat hos brugervirksomheden. Vurderingen er konkret og bevisbaseret, hvor intention, begrundelser og faktiske behov er centrale. Samtidig bør virksomheder være opmærksomme på ligebehandlingsprincippet og sikre, at vikarer ikke stilles ringere end sammenlignelige fastansatte, når vikarloven finder anvendelse. Dommen bekræfter en bred, direktivkonform fortolkning, der styrker forudsigeligheden om lovens anvendelsesområde, men samtidig fastholder klare compliance-krav ved længerevarende og gentagne vikariater.
