Ophævelse ved væsentlig misligholdelse
Tvistighedsnævnet har stadfæstet en kommunes ophævelse af en SOSU-elevs uddannelsesaftale efter prøvetidens udløb. Nævnet fandt, at eleven gennem en længere periode udviste konfliktskabende og uacceptabel adfærd, som trods flere advarsler ikke blev ændret. Dermed forelå en væsentlig misligholdelse, der berettigede ophævelse.
Forløbet omfattede først en mundtlig advarsel for blandt andet personlige angreb på undervisere, respektløs optræden over for lærere og medstuderende samt forstyrrelse af undervisningen. Kort efter fulgte en skriftlig advarsel, da eleven i en opgave om livskvalitet for en ung borger med tab af førlighed foreslog en stødende løsning og afviste gentagne opfordringer til at ændre besvarelsen. Senere i praktik blev eleven hjemsendt efter en episode i en borgers hjem, hvor adfærden blev oplevet som truende, og hvor eleven forlod en borger med synkebesvær under måltid.
Nævnets begrundelse og rækkevidde
Nævnet lagde vægt på, at advarslerne var berettigede og tydelige, herunder at gentagelser kunne få ansættelsesretlige konsekvenser. Episoden i borgerens hjem sammenholdt med den tidligere adfærd dokumenterede et mønster, som eleven ikke havde korrigeret, trods klar vejledning. Den samlede bevisvurdering pegede derfor på en vedvarende tilsidesættelse af centrale pligter som samarbejdspligt og loyalitet.
At eleven var tæt på afslutning af uddannelsen ændrede ikke vurderingen. Nævnet understregede, at arbejdsgiveren – særligt i plejesektoren – må kunne reagere hurtigt for at beskytte borgersikkerhed og sikre forsvarlig drift. Afgørelsen var enstemmig og præciserer, at uddannelsesaftaler kan ophæves efter prøvetiden, når misligholdelsen er væsentlig og dokumenteret.
Praktiske implikationer for arbejdsgivere og uddannelsessteder
Afgørelsen illustrerer betydningen af systematisk dokumentation, proportionalitet og klare advarsler ved håndtering af elevforløb. Arbejdsgivere bør sikre, at adfærdsforventninger og konsekvenser kommunikeres skriftligt, og at advarsler indeholder konkrete krav til forbedring og en tydelig angivelse af mulige sanktioner ved manglende efterlevelse.
For praktiksteder og skoler peger sagen på behovet for tæt koordinering om pædagogiske og ansættelsesretlige tiltag, når elever udviser grænseoverskridende adfærd. Der bør arbejdes med tidlig dialog, tydelig rammesætning og ensartede retningslinjer for opfølgning. Hvor hensyn til borgersikkerhed og professionsetik gør det nødvendigt, kan ophævelse være saglig – også tæt på uddannelsens afslutning – forudsat at sagsoplysningen er fyldestgørende, og at mindre indgribende skridt er forsøgt uden tilstrækkelig effekt.
