Arbejdstid og EU-tilpasning
Regeringen varsler væsentlige ændringer i reglerne om arbejdstid for at efterleve EU-Domstolens praksis. Forslaget indebærer krav om registrering af den daglige arbejdstid, en mulighed for at de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter kan åbne for individuelle aftaler om fravigelse af den gennemsnitlige ugentlige arbejdstidsgrænse inden for overenskomstdækkede områder, samt nye undtagelser i lovens anvendelsesområde.
For arbejdsgivere betyder det behov for pålidelige tidsregistreringssystemer, opdatering af interne politikker og en gennemgang af overenskomster og individuelle aftaler. Kravene vil skærpe fokus på dokumentation, compliance og håndtering af potentielle krav om overtrædelse af arbejdstidsregler.
Arbejdsmiljø og arbejdsskade
Arbejdsskadesystemet foreslås styrket med et tydeligt fokus på hurtigere tilbagevenden til arbejde. Samtidig lægges op til lettere adgang til erstatning for ansatte, der udsættes for vold på arbejdspladsen, via ændringer i erstatningsansvarsloven. Tiltagene retter sig mod både sagsbehandling og retssikkerhed for skadelidte.
Arbejdstilsynets reaktionsformer forenkles, så der indføres én entydig reaktion, når virksomheder skal handle straks. Som led i opfølgningen på indsatsen mod social dumping udvides den kommende visningsordning, der afløser smileyordningen, til også at omfatte tilsynsdata og afgørelser vedrørende udenlandske virksomheder. Der præciseres endvidere hjemmel til offentliggørelse af data om arbejdsulykker.
Ferie, ATP og barsel samt adgang til arbejdskraft
Ferieloven og reglerne om forvaltning af tilgodehavende feriemidler justeres, så arbejdsgivere ikke længere årligt skal bekræfte, at midlerne beholdes i virksomheden. Formålet er at undgå utilsigtede overdragelser til Skattestyrelsen og Lønmodtagernes Garantifond med straksforfald.
Administration af Arbejdsmarkedets Tillægspension forenkles ved at samle opkrævning af ATP-bidrag med øvrige arbejdsgiverbidrag i én model. Det ventes at reducere administrative byrder og mindske afstemningsfejl.
Barselsloven foreslås udvidet med ekstra, ikke-overdragelige uger med barselsdagpenge til forældre til tvillinger, som skal afholdes inden barnets første leveår. Der indføres samtidig særlige regler for solo- og sociale forældre. Arbejdsgivere bør opdatere politikker, systemer og medarbejderinformation.
Flere ændringer i udlændingeloven sigter på at lette rekrutteringen: videre ophold for visse udenlandske studerende i mangelområder, justering af sprogkrav og økonomisk sikkerhed i ægtefællesammenføringer, ny ordning for medfølgende familie til visse udlandsdanskere samt enklere erhvervsordninger med fleksibilitet om bankkonto, jobskifte og fast track korttidsspor.