Arbejdsrettens afgørelse
Tre vikarer havde krav på overenskomstmæssig løn, selv om de formelt var udsendt til en planteskole via entrepriseselskaber. Arbejdsretten slog fast, at ligebehandlingskravet i vikarloven gælder, når arbejdet reelt udføres som vikararbejde hos brugervirksomheden, uanset at der er indskudt selskaber mellem vikarbureauet og arbejdsstedet.
Retten lagde vægt på, at vikarerne i praksis arbejdede under planteskolens direkte instruks. Indskuddet af entrepriseselskaber ændrede ikke arbejdets karakter til en reel underentreprise. Vikarbureauet bar ansvaret for, at vikarerne blev aflønnet som efter den gældende overenskomst på brugervirksomheden og kunne ikke afskære dette ansvar ved at henvise til mellemled. Vikarerne fik tilkendt efterbetaling svarende til den manglende løn samt godtgørelse for overtrædelse af vikarloven.
Koncernstruktur og ansvar
Et centralt moment var, at vikarbureau og entrepriseselskaber havde samme direktør og adresse. Denne koncernnære relation førte til, at vikarbureauet måtte anses for at have fuld indsigt i, at vikarerne blev ledet på planteskolen. Dermed var bureauet nærmest til at sikre overholdelse af ligebehandlingsprincip og overenskomstmæssige vilkår.
Arbejdsretten markerer skellet mellem en reel underentreprise og videreformidling af arbejdskraft. Hvor arbejdet udføres under brugervirksomhedens instruktionsbeføjelse, foreligger vikararbejde med tilhørende pligt til at sikre samme løn- og ansættelsesvilkår som for sammenlignelige ansatte hos brugervirksomheden. Formelle konstruktioner og koncerninterne mellemled kan ikke bruges til at omgå vikarloven.
Praktiske implikationer
Dommen skærper opmærksomheden på compliance for både vikarbureauer, brugervirksomheder og koncernforbundne entreprenører. Hvor arbejdets organisering peger på brugervirksomhedens ledelsesret, skal ligebehandlingskravet håndhæves, og ansvar kan placeres hos vikarbureauet, selv når andre aktører medvirker.
For at reducere risiko for ansvar og efterbetaling bør aktørerne sikre klare aftaler og reel overensstemmelse mellem kontrakt og praksis. Følgende tiltag kan reducere risikoen:
- Kontraktsklarhed om opgavens karakter og ledelsesforhold, herunder hvem der udøver instruktionsbeføjelsen.
- Systematisk lønbenchmarking mod brugervirksomhedens overenskomst, når arbejdet udføres under dens ledelse.
- Due diligence på koncerninterne set‑ups for at undgå konstruktioner, der reelt blot videreformidler arbejdskraft.
- Tydelig risikofordeling og regressklausuler mellem bureau, entreprenør og brugervirksomhed ved brud på vikarloven.
Afgørelsen bekræfter, at ligebehandlingsprincippet har et materielt indhold, der ikke lader sig tilsidesætte af formelle mellemled. Virksomheder bør derfor prioritere korrekt kvalifikation af opgaven og tidlig kontrol af løn- og arbejdsvilkår, når arbejdskraft stilles til rådighed.
