Rejsegodtgørelse kvalificeret som løn
EU-Domstolen har fastslået, at rejsegodtgørelse udbetalt som faste diæter til at dække arbejdsrelaterede udgifter udgør en del af medarbejdernes løn i ligelønsretlig forstand. Konsekvensen er, at sådanne ydelser indgår i vurderingen af, om der foreligger ulige løn mellem sammenlignelige medarbejdere.
Afgørelsen udsprang af forskelle i diætbeløb mellem piloter og kabinepersonale i et luftfartsselskab. Satserne var højere for piloter, men ydelserne dækkede i begge grupper de samme udgifter ved tjenesterejser. Forskellen fulgte af separate overenskomster.
Retsgrundlag og afgrænsning
Domstolen henviste til ligebehandlingsdirektivet, som i dansk ret er gennemført i ligelønsloven og ligebehandlingsloven. Lige løn forudsætter, at der sammenlignes med “samme arbejde” eller arbejde af “samme værdi”. Når et økonomisk gode – som en fast rejsegodtgørelse – har tæt tilknytning til arbejdets udførelse, skal det behandles som løn, ikke blot som et generelt arbejdsvilkår.
At kvalificere ydelsen som løn skærper arbejdsgiveres pligt til at sikre, at sammenlignelige medarbejdere ikke forskelsbehandles på grund af køn i opgørelsen af den samlede vederlæggelse, herunder tillæg, goder og faste refusioner.
Sammenlignelighed og resultat
Domstolen lagde vægt på arbejdets art, kvalifikations- og uddannelseskrav samt ansvarsniveau. Piloter og kabinepersonale udfører ikke samme arbejde, og deres funktioner er ikke af samme værdi efter denne helhedsvurdering. Derfor var de forskellige diætsatser ikke i strid med forbuddet mod kønsdiskrimination.
Afgørelsen betyder, at forskelle i rejsegodtgørelse kan være lovlige, hvis de afspejler legitime forskelle mellem ikke-sammenlignelige stillingskategorier. Omvendt kan ubegrundede forskelle mellem sammenlignelige grupper give anledning til ligelønskrav, fordi rejsegodtgørelse tæller med i lønnen.
For arbejdsgivere er det centralt at: (i) kvalificere rejseydelser korrekt som en del af lønnen ved ligelønsanalyser, (ii) identificere relevante sammenligningsgrupper på tværs af overenskomster og lokalaftaler, og (iii) dokumentere saglige kriterier, der forklarer eventuelle forskelle. En systematisk gennemgang af lønelementer, herunder faste diæter, reducerer risikoen for tvister om forskelsbehandling.
