Bevisbyrde og frifindelse i sag om seksuel chikane
Tvistighedsnævnet frifandt en arbejdsgiver i en sag, hvor en kokkeelev krævede godtgørelse for seksuel chikane og repressalier efter ligebehandlingsloven samt kompensation for mistet uddannelsesgode. Flertallet fandt, at eleven ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der skabte en formodning for chikane, og den delte bevisbyrde i ligebehandlingsloven § 16 a blev derfor ikke aktiveret.
Af afgørende betydning var, at ingen vidner havde iagttaget de påståede episoder, og at en skriftlig erklæring fra en tidligere ansat ikke tillagdes selvstændig bevisværdi. Nævnet afviste endvidere, at der forelå repressalier i strid med ligebehandlingsloven, og kravet om godtgørelse for mistet uddannelsesgode blev ikke taget til følge.
Arbejdsgiverens handlepligt efter ligebehandlingsloven § 4, stk. 2
Nævnet lagde vægt på, at arbejdsgiveren reagerede straks ved at indkalde de involverede til samtaler, begrænse samarbejdet og tydeliggøre, at seksuel chikane ikke accepteres. Tiltagene blev anset som rettidige og tilstrækkelige til at opfylde pligten til at forebygge og håndtere seksuel chikane efter ligebehandlingsloven § 4, stk. 2.
De beskrevne skridt illustrerer den standard, nævnet forventer ved underretning om mulig chikane. Når arbejdsgiveren dokumenterer en systematisk og proportionel indsats, taler det imod ansvar for mangelfuld håndtering.
De centrale foranstaltninger omfattede blandt andet:
- Indkaldelse til separate og opfølgende samtaler med parterne.
- Ændring af vagtplaner for at begrænse kontakt og potentielle konfliktsituationer.
- Klar indskærpelse af nultolerance over for seksuel chikane over for medarbejdergruppen.
Uddannelsesaftale, mistet uddannelsesgode og praktiske konsekvenser
Da eleven ikke løftede den indledende bevisbyrde, forblev bevisbyrden hos klageren, og kravene om godtgørelse blev afvist. Arbejdsgiverens håndtering udgjorde ikke misligholdelse, der kunne begrunde ophævelse af uddannelsesaftalen eller godtgørelse for mistet uddannelsesgode efter erhvervsuddannelsesloven.
Kendelsen understreger to hovedpointer: For det første, at § 16 a’s delte bevisbyrde forudsætter, at klageren påviser konkrete omstændigheder, der skaber en formodning for chikane. For det andet, at en hurtig, dokumenteret og proportionel reaktion kan være afgørende for, om arbejdsgiveren anses for at have opfyldt sin handlepligt efter § 4, stk. 2. Se også kendelse 42.2025 via Karnov.
