Whistleblowerlovens rammer for offentliggørelse til pressen
Afskedigelsesnævnet fastslog i en kendelse af 7. maj 2026, at en buschaufførs udtalelser til pressen om ikke-fungerende overfaldsalarmer ikke var beskyttet af whistleblowerloven. Nævnet lagde vægt på, at medarbejderen hverken havde benyttet den interne eller en ekstern whistleblowerordning før den offentlige udtalelse, og at betingelserne for direkte offentliggørelse efter § 5, stk. 2, ikke var opfyldt.
Den høje tærskel for offentliggørelse kræver, at der foreligger rimelig grund til at tro, at forholdet udgør en overhængende eller åbenbar fare for offentlighedens interesser. Bevisførelsen gav ikke grundlag for, at den konkrete hændelse – herunder en efterfølgende voldsepisode uden for bussen – ville være afværget ved korrekt alarmrespons.
Whistleblowerlovens § 5, stk. 2, giver kun beskyttelse ved offentliggørelse, hvis særlige betingelser er opfyldt. Overordnet gælder følgende muligheder:
- Indberetning til intern eller ekstern whistleblowerordning har ikke haft effekt.
- Der er rimelig grund til at antage, at forholdet udgør en overhængende eller åbenbar fare for offentlighedens interesser.
- Der er rimelig grund til at frygte repressalier eller antage, at en ekstern indberetning næppe vil blive imødegået effektivt.
Nævnet tillagde desuden betydning, at arbejdsgiveren efter hændelsen indførte faste kontroller af alarmerne.
Vurderingen af saglig afskedigelse efter Hovedaftalen § 4, stk. 3
Opsigelsen blev anset for sagligt begrundet. Nævnet pegede på tidligere advarsler, hemmelige optagelser af samtaler med kolleger og gentagne aktiveringer af overfaldsalarmer uden reelle nødsituationer. Disse forhold underbyggede, at arbejdsgiveren havde saglige grunde til at bringe ansættelsen til ophør.
Der var heller ikke grundlag for at antage, at arbejdsgiverens håndtering af alarmsystemet var så mangelfuld, at en afskedigelse måtte anses for usaglig. Den manglende årsagssammenhæng mellem alarmopkaldet og den efterfølgende voldsepisode talte imod, at der var tale om et forhold omfattet af whistleblowerbeskyttelsen.
Praktiske konsekvenser for arbejdsgivere og medarbejdere
Kendelsen tydeliggør, at medarbejdere som udgangspunkt skal bruge interne eller eksterne indberetningskanaler først og dokumentere forholdene. Direkte kontakt til pressen uden forudgående indberetning kræver en konkret og væsentlig risiko for offentlighedens interesser.
For arbejdsgivere understreger afgørelsen behovet for velfungerende whistleblowerordninger, uddannelse af ledere i modtagelse og opfølgning samt sporbar dokumentation. Samtidig bør arbejdsgivere sikre en proportional og ensartet sanktionspraksis og samtidig undgå repressalier ved lovlige indberetninger. Henvisning: Afskedigelsesnævnets kendelse af 7. maj 2026 – sag 20250767.
