Med indførelsen af ansættelsesbevisloven § 7 har medarbejdere som udgangspunkt ret til bibeskæftigelse, og generelle kontraktklausuler om forudgående samtykke kan ikke længere opretholdes. Grænsen går, hvor sidehvervet forstyrrer arbejdstilrettelæggelsen, indebærer konkurrence eller kolliderer med saglige hensyn. Aktuel retspraksis viser, at reaktionen skal afpasses efter misligholdelsens grovhed, og at bortvisning forbeholdes klare og dokumenterede tilfælde af illoyal konkurrence.
Retsgrundlag og udgangspunkt
Bestemmelsen implementerer EU’s direktiv om gennemsigtige og forudsigelige arbejdsvilkår og forbyder arbejdsgivere at hindre sideløbende ansættelse, så længe medarbejderen kan levere arbejdet efter den fastlagte tidsplan. Et forbud kan kun opretholdes, hvis saglige hensyn gør sidehvervet uforeneligt med hovedansættelsen, eksempelvis hensyn til sundhed og sikkerhed, beskyttelse af forretningshemmeligheder, integriteten i den offentlige forvaltning eller for at undgå interessekonflikter.
Undtagelserne er ikke udtømmende, men kræver en konkret proportionalitetsvurdering, hvor arbejdsgiverens drifts- og beskyttelseshensyn vejes op imod medarbejderens ret til erhvervsfrihed. Kontraktbestemmelser, der generelt forbyder bibeskæftigelse eller betinger sidehverv af samtykke, bør derfor fjernes eller omformuleres, så de afspejler den snævre adgang til at begrænse aktiviteter, der reelt truer virksomhedens legitime interesser.
Loyalitetspligt og konkurrence
Loyalitetspligten består uændret ved siden af § 7. Medarbejderen må ikke udføre handlinger, der er egnede til at skade arbejdsgiveren, herunder arbejde for en direkte konkurrent, servicere arbejdsgiverens kunder uden om ansættelsen eller etablere virksomhed med samme ydelser. Pligten gælder også i opsigelsesperioden, inklusive under fritstilling.
Det følger heraf, at ikke-konkurrerende bibeskæftigelse som udgangspunkt er lovlig, så længe den ikke forstyrrer arbejdstiden eller kompromitterer virksomhedens interesser. Arbejdsgiveren kan fortsat håndhæve instruktionsbeføjelsen, reagere på konkrete driftsmæssige forstyrrelser og stille proportionale krav om orientering, hvor det er nødvendigt for planlægningen.
Bortvisning og praksis
Østre Landsret (U.2024.4337Ø) godkendte bortvisning af en vagtfunktionær, der under ansættelsen stiftede et vagtselskab med salg af samme ydelser og aktivt sonderede hos kolleger. Retten lagde vægt på den klare konkurrencesituation og den illoyale adfærd. Sagen markerer, at etablering af reel konkurrence under ansættelsen typisk udgør væsentlig misligholdelse.
Modsat fandt Vestre Landsret i U.2007.2482V, at en tekstforfatters opdatering af egen hjemmeside, der nævnte kunder overlappende med arbejdsgiverens, ikke var grov nok til bortvisning, selv om loyalitetspligten var overtrådt. Også en nyere sag om en webassistent med mindre webshop-aktivitet uden konkurrenceelement og begrænset tidsmæssig forstyrrelse førte ikke til berettiget bortvisning eller opsigelse.
Praksis understreger, at sanktionsvalget beror på dokumentation for konkurrence, forstyrrelse eller anden konkret skadevirkning. Arbejdsgivere bør derfor foretage en systematisk vurdering af omfang, tidsforbrug, brancheoverlap og risici for hemmelighedsbrud, og kun anvende bortvisning, hvis mindre indgribende tiltag som advarsel eller opsigelse ikke er proportionale.
Praktiske konsekvenser
I praksis bør eksisterende ansættelseskontrakter og personalepolitikker gennemgås for at fjerne eller præcisere forbud mod bibeskæftigelse. Hvor virksomheden har legitime behov, kan der indføres snævre, begrundede begrænsninger rettet mod konkrete risici, fx håndtering af særligt følsomme kundedata, sikkerhedskritiske funktioner eller adgange til forretningshemmeligheder. Vilkårene skal være klare, sagligt forankrede og kommunikeret til medarbejderne.
Ved mistanke om illoyal konkurrence bør arbejdsgiver sikre hurtig og proportional opfølgning: afdæk faktum, dokumentér tidsforbrug og overlap i ydelser, vurder skadevirkning og overvej gradvis reaktion fra dialog og advarsel til opsigelse eller bortvisning. En skriftlig begrundelse og ensartet praksis styrker retssikkerheden og minimerer risikoen for tvister.
