Med den ændrede lov om ansættelsesbeviser er udgangspunktet, at medarbejdere frit kan have bibeskæftigelse, hvis arbejdet kan rummes uden at påvirke fremmøde og opgaver i hovedstillingen. Generelle kontraktklausuler, der forbyder bibeskæftigelse uden forudgående samtykke, kan derfor ikke længere håndhæves. Samtidig består loyalitetspligten uændret, og konkurrerende virksomhed kan udgøre væsentlig misligholdelse.
Ret til bibeskæftigelse efter § 7
Ansættelsesbevisloven § 7 forbyder arbejdsgivere at hindre sideløbende ansættelse eller at behandle medarbejdere ugunstigt på den baggrund, forudsat at arbejdets tidsplan respekteres. Lovændringen flytter dermed udgangspunktet fra arbejdsgivers kontrol til medarbejderens frihed til at udnytte sin fritid uden særskilt tilladelse.
Begrænsninger kan dog fastholdes, hvis saglige hensyn gør bibeskæftigelsen uforenelig med hovedstillingen, eksempelvis af hensyn til sundhed og sikkerhed, beskyttelse af forretningshemmeligheder, integriteten i den offentlige forvaltning eller for at undgå interessekonflikter. Vurderingen beror på en proportional afvejning mellem parternes interesser og må ikke ske via generelle standardklausuler.
Loyalitetspligt og grænsen til konkurrence
Loyalitetspligten indebærer, at medarbejderen ikke må handle på en måde, der kan skade arbejdsgivers legitime interesser. Ikke-konkurrerende bibeskæftigelse er som udgangspunkt lovlig, men aktiviteter, der retter sig mod samme kundekreds eller markedssegment, kan være illoyale. Pligten gælder også i opsigelsesperioden, herunder under fritstilling.
Det centrale skel går mellem legitim fritidsbeskæftigelse og handlinger, der direkte eller indirekte konkurrerer med arbejdsgiveren, fx ved at rekruttere kolleger, målrette ydelser til arbejdsgiverens kunder eller etablere parallel virksomhed. Her kan både advarsel, opsigelse eller i grovere tilfælde bortvisning komme på tale.
Bortvisning – praksis og proportionalitet
Østre Landsret (U.2024.4337Ø) godkendte bortvisning af en vagtfunktionær, der under ansættelsen stiftede et vagtselskab med samme ydelser og sonderede muligheden for at få kolleger med over. Retten anså adfærden for så illoyal og konkurrerende, at den udgjorde væsentlig misligholdelse.
Modsat fandt Vestre Landsret i U.2007.2482V, at en medarbejders opdatering af en personlig hjemmeside med henvisning til kunder ikke var grov nok til bortvisning, selv om loyalitetspligten var overtrådt. I en nyere sag om en webassistent med egen webshop, der ikke konkurrerede med arbejdsgiveren, var hverken bortvisning eller opsigelse berettiget, bl.a. fordi påvirkningen af arbejdstiden var begrænset. Efter § 7 må det desuden lægges til grund, at rene samtykkekrav i kontrakter ikke kan bære en misligholdelsesvurdering ved ikke-konkurrerende bibeskæftigelse. Arbejdsgivere bør derfor opdatere kontrakter, foretage konkrete, saglige vurderinger og reagere proportionelt.
