En faglig voldgift afgjorde, at en specialkonsulent i et ministerium ikke kunne anses som selvtilrettelægger. Medarbejderen havde betydelig fleksibilitet i placeringen af arbejdsdagen og mulighed for hjemmearbejde, men var bundet af faste ugentlige møder og eksternt fastsatte deadlines. Kravet om væsentlig og ubegrænset frihed var derfor ikke opfyldt. Konsekvensen var, at 48-timers reglen og pligten til tidsregistrering fortsat gjaldt, trods arbejdsgivers klassifikation.

Konsekvenser for arbejdsgivere

Arbejdspladser bør kun undtage medarbejdere fra arbejdstidsreglerne, hvis de reelt kan tilrettelægge arbejdet uden driftsmæssige bindinger som mødepligt eller fremmede deadlines. Ellers risikeres brud på arbejdstidsreglerne.

Overvej at justere kontrakter og personalepolitikker, så fokus er på mål og resultater frem for timer, og sikre at eventuelle kontrolforanstaltninger ikke indskrænker den nødvendige frihed. Afgørelsen er truffet i sag FV 2023-915.